Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Slutning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
269
Fra hans sidste Leveaar skrev sig en Opteg-
nelse, der havde Overskriften »Det store Spø-
gelse«, og som var indført med svag og rystende
Haand.
»Et Sted ovre paa Mors forefaldt der for en
Del Aar siden følgende Begivenhed. En Herre-
mand havde to Sønner, to Smaadrenge, af hvilke
den yngste var en mut lille Fyr med et trodsigt
Sind, som Faderen vilde bøje. En Dag i Dren-
gens tiende Leveaar, da han igen havde forset
sig og derfor skulde tugtes, søgte han Tilflugt
oppe i et højt Træ i Haven. Ør af Ophidselse
og — som det paastaas — af for megen Vin (han
var netop kommen hjem fra en Jagtfrokost i en
Nabogaard) stod Faderen nedenunder med sin
Ridepisk og befalede ham at komme ned. Men
hvor meget han end raabte, og hvor stærkt han
end truede, blev Drengen deroppe, krøb tilmed
i sin Angst stadig højere tilvejrs, tilsidst saaes
han helt oppe i Toppen. Saa hørtes pludselig et
Skrig. Den Gren, hvorpaa han havde søgt Fod-
fæste, knækkede, og Drengen styrtede til Jorden.
Han blev Krøbling for Livstid, og Samvittighedsnag
gjorde Faderen vanvittig, han sad indtil sin Død
indespærret i en Galeanstalt. Imidlertid voksede
Sønnerne op. Den ældste blev en sund og rød-
mosset ung Junker, ret hvad man kalder en
Kærnekarl, der giftede sig med en køn Pige, satte
et Kuld raske Børn i Verden, drev Ejendommen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
