Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Renæssance og barok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rennæssance og barok. 25
Fig. 53. Fig. 54. Fig. 55. Fig. 56, Fig. 571
Fig. 53. Hof k. Toten. U. O. Indskrift: LAVRITS HANSON HAFVIR GIIFVET TISE STAGEN TIL HOFFVIS KIRKE 1574. 54. Helgen k. N. F. 55. Løiten
k. U. O. Indskrift: HER PER SVENSØN ANO 1598. 56. Berg k. anneks til Brunlanæs. Indskrift med datering 1594. 57. Borre k. N. F.
ild og lys vedrører, strækker middelalderen sig helt frem
til det 19de aarhundrede. Først med vore bedstefor-
ældres generation begynder ,den nyere tid* for belys-
ningsmaadernes vedkommende.
Husinventar fra det 16de og begyndelsen af det 17de
aarhundrede er der yderst lidet bevaret af; ogsaa for
denne periode maa vi danne os et billede af hjemmenes
udstyr ved at studere kirkernes.
En norsk kirke kort tid efter reformationen var et
plyndret tempel. Ranet var dens kostbarheder, revet og
ribbet dens prydelser. Den kirkelige interesse var saare
liden, og faa tænkte paa at skaffe sin sognekirke det
udstyr, den manglede, saalænge det var vanskeligt nok at
faa prest til kirken. Men som aarene gik og alt efter-
haanden bedredes og kom i gjænge, blev det nidkjære
prester og fromme menighedslemmer en kjær pligt at
sørge for, at deres gudshus ikke længer manglede det
vigtigste inventar. Fra biskop Jens Nilssøns kulturhistorisk
interessante visitasbøger faar man et godt indblik i, hvor
fattesligt det alligevel var i mange kirker, og bispen op-
muntrede flittig til at bedre tilstanden. For lysenes vedkom-
mende gjaldt det dog først at bringe paa det rene, hvad
,den nye lære” krævede af altarbelysningen —- ti de
mange lys smagte af papistisk lære, men hvormange lys
den rigtige lære fordrede, var ikke paa det rene. Bispen
havde samraad med provsterne og forelagde i 1580 for
Sjællands biskop, der betragtedes som kirkens primas,
»Nogle artichle religionen andrørendis om hvis brøst, som
findes i Oslo oc Hammers stighter* for at faa afgjort
blandt andet følgende spørgsmaal: ,Om lius skal tendis
4%*
paa alterit, naar mand haffuer ikce communicantes, och
om der skal ikon eniste tho lius tendis och icke flere.*
Svaret blev: der behøves bare at brænde to lys —
,Duas candelas incendi satis est, etiam quando non sunt
communicantes.* Men selv til de to nødvendige altarlys
var der ikke altid stager, som var kirken værdig. Paa
en visitasreise i 1594 finder bispen i Nessing kirke
»ingen liussestager uden 2 smaa trestager*. Selv i 1618
finder biskop Nils Glostrup paa visitasreise i Telemarken,
at ,udi Moe annex och Weum annex er ingen lyszestager,
mens di maa tage klemmer aff tre och sette lyszene
wdi*. Biskopen forordner derfor ,att wdi stedden for di
slemme lyseklemmer af træ, som di bruger paa alterne
paa somme stedder, maa kirckevergerne tillsteddis att ind-
kiøbe smucke lyszestager". Hvordan en ,lyseklemmer
af træ* ser ud, vil senere vises; træstager med former
som renæssancens altarstager er det forresten ikke saa
sjeldent at finde bevaret endnu til vor tid i kirkerne.
I denne mangel paa passende lysestager har man i
endel vestlandske kirker fundet en nem udvei. De gamle
monstranser, som havde undgaaet den mest almindelige
skjæbne at blive ranet fra kirken, stod hen til ingen
nytte, og kunde nu omdannes til lysestage ved at paa-
sættes en lysepibe eller pig. Eksempler herpaa kjendes
fra Østensjø, Ulvik og Vikør kirker i Hardanger, og
maaske Hoprestad kirke i Sogn. Lignende omdannelse
til lysestager har vistnok ogsaa enkelte af de dyreformede
vandkander — aquamaniler — gjennemgaaet. Og senere
afgav vandkanderne meget benyttede forbilleder til dyre-
figurer skaaret af bygdekunstnere og bestemte til lysestager.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
