Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Renæssance og barok
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
nævnes nemlig, at tyskerne ødelagde saadanne under
sit oprør i 1523. Og mod aarhundredets midte kommer
nye kakkelovne baade i kongsgaarden, bispeboligen og
læsemesterens hus. Disse ovne var gjort af store glaserte
kakler, ofte meget rigt smykket med renæssance-ornamentik,
hvor man som paa superintendenten Geble Pederssøns
kakkelovn saa fremstillet ,herlige billeder af passionen og
mange fyrsters vaaben*. Brudstykker af saadanne kakler
er fundet baade i Trondhjem og Oslo og paa Stenviks-
holm. Ogsaa jernovne anskaffes til skolegaarden i 1554,
til Bergenhus i 1566.
Med disse ovne fulgte ikke ildslys, og nu var den tid
kommet, da større vinduer med glasruder ikke længer
blot var kirkernes og kongsgaardenes pryd, men ogsaa de
private hjems. Paa Bergenhus arbeidede en glasmester,
som indsatte ruder i sprosser af tin; glasvinduer fandtes
ogsaa ude i byen, og tyskernes herjinger i 1523 gik ud
over de kostbare ruder saavel som over kakkelovnene.
I Trondhjem er der ogsaa ved denne tid en glasmester,
men da byen var langt mindre, var sikkerlig
ruderne ogsaa færre. Paa Stenviksholm er fun-
det vindusglas af form som en O, hver side 9
cm. lang; det er af denne almindelige rude-
form, at det glas, som indsættes i et vindu,
har faaet navnet rude.
En renæssanceskik, som længe holdt sig, var at
smykke vinduerne med smaa glasmalerier. Iste-
detfor det ufarvede glas indsattes ruder, hvor-
paa der var malet forskjellige fremstillinger,
mest vaabenskjolde og deviser med navne og bo-
merker. Disse ruder var ofte gaver fra slegt og
venner, naar en mand indredede et nyt hus eller
bryllupsgaver til det unge egtepar, som stiftede et nyt hjem,
og hver giver lod da en rude bemale med sit eget navn
og merke. Det synes som om skikken var mest udbredt
og holdt sig længst paa Vestlandet, hvor den tilslut —-
som det gjerne gaar med de fremmede moder — blev
meget yndet af bønderne, medens den efterhaanden var
gaaet af brug i byen. Uden tvil har Bergen været
fabrikationsstedet for disse ruder. Et udmerket eksempel
paa en gaard, hvis vinduer paa denne vis var udstyret
med malede ruder, var Galtungættens sæde Thorsnes i
Jondal, Hardanger. Her saaes ruder, hvor der foruden
Galtungernes adelige vaaben ogsaa var fremstillet vaaben-
skjolde tilhørende familjerne Orning, Juel, Bildt og Mouatt,
og uadelige skjolde og merker tilhørende bygdens prester
og bergenske borgere. Aarstallet 1635 findes paa tre af
ruderne.
Samtidig som hjemmene fik sine brede, vakre renæs-
sance-vinduer med de beskyttende skodder udenfor, førte
tidens krav til mere lys indgribende forandringer med sig
Rennæssance og barok.
Fig. 52. Altarstage fra Avalds-
næs k. N.F. Senmiddelaldersk gjemme.
form; vistnok fra efterrefo"-
matorisk tid.
i kirkebygningerne. Men desværre blev dette krav ikke
opfyldt paa samme smukke maade i kirkerne som i privat-
boligerne; tvertimod er det reformationen, som er skyld
i, at mange gamle kirker blev vandaliseret ved de svære,
plumpe vinduer, som hensynsløst og brutalt blev brudt i
stenkirkernes mure og stavkirkernes vægge, og ofte helt
ødelagde de gamle vinduer, hvor saadanne fandtes.
Det var den nye form for gudstjenesten, som frem-
tvang denne skjæmmende behandling af kirkerne. Før
gik man til kirke for at høre en messe, nu for at høre
en præken. Men for at præke maatte presten have lys
ved prækestolen, saa han kunde se at læse sin bibel og
sit manuskript, om han brugte noget, eller sin præken-
samling, som han vel helst tyede til. Før var guds-
tjenesten en appel til følelsen. I det dæmpede lys af faa
og smaa vinduer straalte det gyldne, varme skjær fra
altarets hjerter og fra de brændende lamper og lys foran
kors og helgenbilleder saa mildt og besnærende over de
andægtige troende, stemte sindet modtageligt for det skjøn-
hedsindtryk, som det var kirken vilde give sin
menighed. Nu var gudstjenesten en appel til
forstanden. Den rene lære skulde forkyndes
og kampen føres mod hele den udvortes guds-
tjeneste; fra den hellige skrifts blade skulde de
evige sandheder oplyse menigheden. Det var
det sterke, klare, fulde dagslys, som skulde
slippes ind i kirkerne, saa alle kunde se for-
gyldningen skalle af ,de skarns billeder* og
solstraalerne trænge ind i krogene, hvor de
slukkede lys osede foran det tomme relikvie-
Istedetfor at knæle foran kors og altar, at ofre
vokslys og mumle latinske bønner og se Herrens legeme og
blod opløftes i monstrans og kalk under sølvklokkens klang og
duft af røgelse, var det nu kirkeskik at sidde stille under
prækestol med kamp mod søvnen gjennem den lange
præken og freidig istemmen af salmesangen før og efter.
Vinduernes opgave var at skaffe lys — og andet hen-
syn var der ikke at tage for dem, som i tiden efter
reformationen stelte med kirkebygningerne. Om arkitek
turen brød man sig ikke. Slemt nok led de af sten byg-
gede kirker, men værst gik det ud over stavkirkerne.
De nye vinduers tid begyndte allerede i det I6de aar-
hundrede, men de fleste kirker fik dem først i det føl-
gende sekel — og forresten er der helt til det 20de
aarhundrede fortsat paa samme vis med at bryde mure
og hugge vægge for at skaffe lys.
Til belysning i hjem som kirke brugtes i den tid, som
fulgte efter middelalderen, de samme redskaber som i
aarhundrederne før; bare formerne ændredes efter nye
stilarter, nye moder, og egentlig kan det siges, at hvad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
