Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - V. Det 18de aarhundrede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mylder af glasdobber, som enkeltvis hang ned fra den,
og man lavede derfor ogsaa armene helt af glas.
I det 18de aarhundredes festsale var de store prisme-
kroner af straalende virkning. Lyset spillede og blinkede
i tætte rader af glasperler, som var slynget fra arm til
arm eller hang frit ned eller atter samlet som et draperi
rundt kronens skaft og under kronens afslutning. Væg-
arme og kandelabre blev udstyret pas samme vis, og ned
gjennem det 19de aarhundrede holdt denne udsmykning
sig i det væsentlige uforandret.
Af prismekroner og prismekandelabre skal i det følgende
gjengives nogle typiske eksemplarer fra en senere tid end
rokokoen. Men først et par ord
om stilskiftet i anden halvdel af
det 18de aarhundrede. Med Lud-
vig den 15de havde rokokoen fol-
det sig ud som en pragtfuld hof-
kunst, som snart efterlignedes i
alle lande. Med den samme kon-
ges død var ogsaa rokoko-tiden
forbi i Frankrige, og snart efter
døde den i de andre lande. Ti-
den var bleven sentimental og træt,
kjed af den overdrevne eleganse,
de svungne linjers dristige spil,
den frivole legen med alle former.
Man længtet efter ro, man læng-
tet efter naturen. Reaktionen var
kommen. I Frankrige kom Ludvig
den 16de paa tronen, og hans tid
skabte en ny stil, som paa samme
vis som rokokoen snart erobret
verden. Den nye stil var antiki-
serende; i den romerske kunst
søgte man forbilleder for ornamen-
tiken, linjerne fik meget af den klas-
siske ro over sig, men de høitidelige
søiler, som man laante fra de strenge
romere, blev givet en drapering,
som var tiltalende for den elegante franskmand, guirlan-
dere slyngedes om søilernes skaft, fæstet op ved sløifer
og rosetter, og laubærkranse lagdes rundt de stive urner.
Der var altid ynde og ofte sikker smag over Louis-seize-
stilens dekoration, og mere natur end over empiren, som
fulgte efter med den antikiserende strømnings kulmination.
Over rokoko-ornamentikens linjespil var der stundom
et præg som af spillende flammer. Nu var rokokoen død,
flammerne døde, ilden sluknet. Men op af det slukkede
baal steg røgen tilveirs som en søile, og denne søilens
rette linje blev den nye stils symbol.
De klassiske elementer, hvorover Louis XVI-stilen blev
bygget, fandt man ved udgravningerne af Pompeii og
Fig. 209.
Glaskrone i Louis-XVI-stil.
Fredriksværn kirke.
Det 18de aarhundrede. 55
Herkulaneum. Begeistret over de merkelige fund, som
med ett aabenbaret den romerske oldtids former for sam-
tiden, opstillet man antikens kunst som den høieste og
ædleste form, hvortil al kunstnerisk stræben kunde naa.
Men ind i dens væsen havde man ikke formaaet at trænge,
og hvad man laante af den, eiet ikke spirende liv. I
halvhundrede aar vedblev man at laane fra antiken dens
karyatider, genier og amoretter, dens kannelerede søiler,
mæandere og bølgelinjer, dens trofæer og fasces, akantus-
blade og palmetter. Louis-seizen, den fine, stilfærdige og
noble stil, afløstes af empiren, den pralende cæsarismes
stil, guirlanderne visnede om søilerne, men intet nyt liv
spiret frem.
Det billedstof, som her skal gjen-
gives som illustrerende slutningen
af det 18de aarhundredes smag er
noksaa sparsomt, fordi der ikke fra
denne tid hos os er bevaret syn-
derlig meget af interesse paa lys-
redskabernes omraade. Fra vore
kirker er hentet nogle høie, søile-
formede altarstager, fra vore hjem
endel stager, hvor ogsaa søileformen
er den fremherskende. I enkelte
rige hjem fandtes vel en mere
pragtfuld Louis-seize og empire
end den, som her fremtræder, men
det var kun de sjeldne undtagelser,
indkjøbte pragtstykker, som ikke
paatrykte interiørerne sit præg. I
almindelighed var det former som
figurrækkerne fig. 198—208, der
karakteriserte udstyret ved tiden
før aarhundredskiftet, og som ikke
synderlig ændredes i de følgende
par decennier.
Lysestagerne i deres stive for-
mer staar beskedent tilbagetrukne,
idet lysene tændes i glaskronerne
og de prisme-behængte kandelabre og vægarme, som ro-
kokoen havde udbredt, og som endnu mere anvendtes
hos os i den efterfølgende tid.
En eiendommelig art glaskrone fra Louis-seize-tiden er fig.
209: den bestaar af en stor glaskuppel med aabningen
vendt opad, og i bunden er fæstet tre lysepiber af messing.
Kuppelens rand har messingbeslag, og heri er fæstet fire
kjeder, hvorefter den er ophængt. Over denne del er en
stor rund hætte, som et laag, der er løftet af kuppelaab-
ningen og hængt op. Baade denne øvre del og den nedre
del af glaskronen er prydet med guirlander af glasdobber
og prismer. En meget lignende form findes afbildet i en
fransk modejournal fra 1787 og kaldes der en kinesisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
