Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Lysestøbning. Fyrtøi. Lysesaks og lyseslukker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fig. 228. Bord til lysestøbning. N. F.
VIL
Lysestøbning. Fyrtøi. Lysesaks og lyseslukker.
forsyne huset med lys for hele aaret. Støbningen
foregik efter slagtetiden, og var gjerne igang
ved slutningen af november; ifølge gammel bondepraktika
var Karimesse merkedagen for lysestøbningen. Det heder
om Kari med rokken, at hun spinder lyseveger til jul, og
er det den dag klart veir, bliver det smukke julelys.
Hvordan lysestøbningen foregik i Gudbrandsdalen, for-
tæller Ivar Kleiven: ,Man hængte de af løsspundet hamp
tvundne veger (ljos-rak) paa en ten (ljos-tein), 6—8 paa
hver ten, og dyppet dem ned i en standkjerne eller stamp
med smeltet talg. Talgen holdtes smeltet over koghedt
vand, som stadig fornyedes, og neddypningen af de paa
tenerne hængende rak fortsattes, indtil lysene fik den øn-
skede tykkelse. Hver neddypning afsatte et tyndt talglag,
som størknede og blev fast om nogle minutter."
Den samme maade brugtes ogsaa i Sætesdalen, og gamle
statsraad Liestøl har i anledning af udarbeidelsen af denne
bog fortalt følgende om lysestøbningen i hans hjembygd:
, Um hausten etter slagtetidi støypte dei ljos. Dei gjorde
veika, som hek paa ein pinne. Pinnen var tyk som eit
penneskaft. Dei kalla dei ljoseteina. Dei vart gøymde
og bruka aar etter aar. Dei hadde paalag 6 veika paa
kvar tein. So slo dei sjoande vatn i ein haage trekopp —
Q) ysestøbning var et af de sidste arbeider om høsten,
å men ikke af de mindst vigtige, for det gjaldt at
ei tjerne eller sligt — og so brædde dei talg og slo i.
Dei duppa veikane ned i, og deretter hengde dei over ein
kopp med kaldt vatn i botnen eller i ei grind eller slikt
for aa kjøla dei. Naar dei hadde støypt dei store ljosi,
so støyptes nokre smale ljos, som dei kalla ,daasa". Dei
var til aa bera med seg og lysa i kjellaren og ellers andre
stader. *
Disse daarligere talglys kaldtes i Gudbrandsdalen ,gang-
ljos*, med tydelig henpegen paa deres brug. Til dem an-
vendte man daarligere talg og simplere veger af haardt
tvundet strygarn, og de allertarveligste ,gang-ljos* bestod
gjerne af en grov vege dyppet i talgen nogle faa gange.
Enkelte husmødre, beretter Ivar Kleiven, kunde lave disse
slags lys af saa lange veger, at de rulledes op i et større
nøste, som man gik med i haanden og afvikledes, efterhvert
som vegen fortæredes. Enkelte blandet ogsaa trankvae
i talgen til disse tynde ganglys, og til veger blev ikke
sjelden benyttet de tykke ,falder*, kanter, af udslidte strie-
lagener eller strieundertøi.
Fra Hardanger meddeler sogneprest O. Olafsen, at man
der i gamle dage pleiet at lave tre slags lys, tre kvali-
teter. De allertarveligste af affaldstalg var tynde og usle
praase, den store mængde var støbelys af almindelig kva-
litet, og endelig de allerbedste, rigtig store og tykke lys,
som var bestemt til brug ved særlige anledninger, ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
