Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - VII. Lysestøbning. Fyrtøi. Lysesaks og lyseslukker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64 Lysestøbning.
fester og kirkelige høitider. Saaledes støbtes særlige jule-
lys, et for hvert af husets børn, og undertiden et stort,
tykt, tregrenet Hellig-tre-kongers lys.
Ved en noget mere udviklet form af lysestøbning brugtes
et særlig bord indrettet for støbningen. Folkemuseet har
et saadant fra Ulefos (fig. 228). Forskjellen fra den
støbning, som ovenfor er skildret, ligger egentlig bare deri,
at man istedetfor at fæste vegerne paa lange tener, fæstet
dem i en kreds paa undersiden af endel runde plader, for-
synet med haandtag. Pladerne kunde ved haandtagene hæn-
ges op langs bordets rand, hvor spigere var indslaaet. Naar
alle plader var forsynet med veger, tog man dem en for
en, dyppede vegerne i den smeltede talg og hængte dem
saa paa bordet til tørring. Idet man saaledes stadig skif-
et, kunde der være en plade med veger mere end der
var plads til paa bordkanten;
thi man holdt stadig en af
dem i haanden over talgbøt-
ten. Paa det afbildede bord
er der plads til at hænge
12 saadanne plader, men det
hele sæt udgjøres af 13 plader.
Et talglys, støbt paa denne
maade ved gjentagne mned-
dypninger af vegen i smeltet
talg, er afbildet som fig. 229.
Siden stearinlysene blev bil-
lige, er jo talglys gaaet
hurtig af brug; det er alle-
rede nu en sjeldenhed at
træffe dem.
Den gamle lysestøbning
É ek Fig. 229. Fig. 230.
blev i nyere tid tildels afløst Pre EE RE
af ,formning*; i Gudbrandsda- N. F. N. F.
len kom formning i brug anta-
gelig omkring midten af det 18de aarhundrede, men for-
maaede ikke her eller paa landsbygden i det hele at for-
trænge den gamle maade at støbe lys paa. I byerne der-
imod var formning meget udbredt. Den foregik saaledes,
at der i en lyseform af tin blev stukket en vege, og der-
paa hældtes smeltet talg ned i formen, som derpaa fik sin
afkjøling i vand. Man sparte meget arbeide, men maatte
anskaffe lyseformer (fig. 230); den gamle støbemetode kræ-
vet jo ikke andet end en tilspikket pinde.
» Formelys* var finere og bedre end de andre, de som
efter den standkjerne, hvori de blev dyppet, kaldtes ,kjinn-
ljos* paa somme steder. Enkelte steder støbtes imidlertid
et eget slags formelys, hvis tilberedelse tandlæge Sandvig
beskriver saaledes: Man tog luftrøret af et slagtet dyr,
vaskede og tørrede det, satte en lintande ind i midten og
støbte saa talgen ind fra den ene ende. Disse lys var
grovere end almindelige talglys og brugtes især ved høi-
tidelige anledninger. Efterhvert som lyset brændte ned,
maatte luftrørets haarde kant skjæres bort. ;
Vegerne var som nævnt oftest af hamp eller lin, men
ogsaa plantemarv benyttedes, hvad tidligere er nærmere om-
talt, og man fik da de saakaldte ,vandlys*.
Den talg, som medgik til husets behov for lys, fik man
for det meste af sin egen slagt; der var steder, hvor man
havde talg tilovers, og steder, hvor man ikke havde nok.
Vestlandets store faareavl skaffede der overflod paa talg,
Østlandet derimod havde for lidet, og talg bliver derfor en
noksaa almindelig udførselsvare, f. eks. fra Hardanger, hvor
man paa en gaard slagtede 8—10—12 fede faar hver høst.
Da Kongsberg-reiserne over Hardangervidden begyndte i
det 17de aarhundredes midte, var talg blandt de varer,
som kløvedes paa hesteryggen over fjeldet, beretter Olafsen,
og prisen var i hans hjembygd for halvhundrede aar siden
6 skilling, medens smørret kostede 9—10 skilling.
Af gamle regnskabsbøger og husholdningsbøger for en
bergensk borgerfamilie sees, at I vog (= 18 kg.) talg i
1829 betaltes med 6 daler, og der blev givet 10 skilling
for at støbe 12 mark lys. I midten af det 19de aarhun-
drede var prisen i Bergen for 12 mark formelys 1 daler,
i smaakjøb betaltes 9—10 skilling for en mark formelys.
En flaske lampetran kostede ved den tid 12—15 skilling,
men tranprisen afhang af fiskeriernes udbytte, og var langt
mere vekslende end talgprisen.
Talglyset var saaledes ikke nogen billig vare. Hverken
i bondens stue eller borgerens hjem brændtes talglys til
overflødighed. I fattigere hjem aldrig til hverdags og selv
i mere velstaaende hjem sjelden mere end ét lys. Men
var der fest i huset, skulde lysene frem, og aldrig maatte
de mangle ved aarets største høitid, julen. Til julelysene
knyttedes megen overtro, varsler blev taget af dem, og
svartekunster øvet; julelysene blev i senere tider anvendt
paa mest de samme sæt som i middelalderen de viede
vokslys. Men hvordan man for etpar hundrede aar siden
betragtet forholdet mellem vokslys og talglys, faar man et
morsomt indblik i ved følgende dialog i Holbergs ,Barsel-
stuen*, 2. scene af 3. akt:
Barselkonen: — — Saa snart jeg falder i søvn, har jeg strax
forskrækkelige drømme; hvoraf kan det komme, Anne?
Anne Signekielling: Brænder Madamen voxlys eller tælle-
lys om natten?
Barselkonen: Jeg brænder voxlys.
Anne: Der har vi det. Hvad mener I drømme er andet
end geyster, som forekommer folk i søvne? Det eneste,
hvormed man fordriver saadanne onde geyster, er ved
røgen af tælle-lys; derimod løber de efter voxlys. Hvoraf
mener I vel det kommer, at det spøger saa meget i
kirkerne, af andet end at man der brænder voxlys? Jeg
vil forbinde mig til at jage en hel million svævende
geyster bort med en prose (praas).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
