Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 149 —
„Men nu takker jeg dig, Paals, og jeg vilde
ønske, jeg kunde gjengjælde dig efter
fortjeneste. Lad os nu holde trofast sammen, vi to
gamle venner, den stund vi har igjen. Lad mig
støtte dig, om du trænger støtte, saa som du
har støttet mig. Skaal, Paals!"
„Tak, major!" sa Pawels med taarer i
øjnene, og det var ikke frit for, at det bævred
lidt i mundvigerne paa majoren ogsaa.
_Jeg har nok kanske været bidsk mod dig
mangengang," vedblev han, „men det var ikke
saa ilde ment. Jeg har altid villet dig vel.
Men jeg har skjønnet i den sidste tid, at du
er blit ræd for mig, du har ikke turdet betro
dig til mig. Kanske kan du nu en og anden
gang trænge nogen at tale og raadføre dig med;
livet er ikke saa ligetil mangengang. Nu kan
jeg næsten si, jeg sidder paa den grønne gren
og har det roligt og fredeligt, mens det er dig,
som nu har faat din kampens tid at
gjennem-gaa . . ."
Pawels vilde si noget, men majoren vinked
af med haanden.
„Jo, jo, det er saa; det nytter ikke at
nægte. Men nu faar du betro mig dine sorger,
naar de kommer; du faar la mig hjælpe dig at
bære dem."
Han reiste sig og strakte haanden over
bordet hen mod vennen, som greb den og
trykkede den i rørelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
