Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
grav, en af de store dybtrøde, der laa som
klokker udover grønsværet!
— Nei, at Horten havde været slig mod
hende. Han, som hun havde troet saa godt,
det havde ikke været den ting, hun ikke kunde
sagt til ham — hun havde stolet paa ham i et
og alt — der hvor han var, der var der tryghed
og ro — — og saa pludselig overfusede han
hende saa aldeles ubegribelig.
Der var lidet gran ugræs, som maatte
pluk-kes væk fra den lille grav.
Gud i himmelen, bad hun, tilgiv mig, at jeg
engang ønskede, at dette lille barn her skulde
dø. Jeg kjendte mig ikke selv, ser du. Og saa
var jeg saa fortvilet for al ting dengang. Ja, jeg
vil ikke undskylde mig, Gud — men du ser jo
alt. Jeg hryr mig ikke stort om nogenting paa
jorden mere — aa, jeg synes igrunden, at jeg
er saa alene, Gud.
— Men paa veien udenfor kirkegaarden kom
der en mand gaaende i en slidt uniform med
tyndt haar i nakken. Han stirrede over
sten-gjærdet hen paa Maren Ragna, droges mod
hende, som med tusinder af baand:
Herregud, der sidder hun — jeg er gal af
jalousi, og hun forstaar det ikke. Lad mig
hamre og banke det indi mig, at al den slags
er forbi for mig — jeg er for gammel — det er
for sent.
14 — Zwilgmeyer: Maren Ragna.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
