Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
327
og betroede mig med en Stemme, som en Diplomat kan hvidske om en Hem-
melighed af første Rang, som han har listet fra en Stormagt, at dine Øjne ikke
er gode, at du burde bruge Briller. Det var efter at jeg havde taget Afsked med
dig, ellers vilde jeg have spurgt dig derom, thi jeg kan idctmindste ikke faae
det i min taagede Hjerne, at der behøves saa stor Hojtidelighed ved denne
Hemmelighed. Maaskee det heller ikke er Grunden til den Methode, han havde
observeret hos dig. Jeg synes, at man ogsaa har kunnet se det tidligere, da der
intet var i Vejen med dine Øjne — som der maaske heller ikke er endnu — og
jeg har forklaret det af, at du holder mere af at producere Nyt, end af at udføre
til den sidste Politur.«
Marstrand klagede selv over sine Øjne. Allerede i et Brev fra Venedig 30 Okt.
1853 skriver han til sin Hustru: »Naar jeg blot kunde see noget skarpere, men
jeg lover Dig at jeg skal være meget opmærksom paa hvad der tjener mine
Øjne.« En Maaned senere taler han om Italiens Natur som Kilden for Tizians
og Veroneses Kunst, Naturen »er jo rigtignok pragtfuldere end hos os, men den
gjør ogsaa næsten ondt i Øjnene. Forresten skal Du ingen Frygt have for mine
Øjne, thi de ere ganske gode, men Dine Breve kan jeg om Aftenen rigtignok
ikke læse uden Briller, hvorimod om Dagen der intet er i Veien og det er som
P’enger siger, kun Alderen, der fordrer sin Ret.« Helst vilde han have »et Par
Briller, som hunde lade mig kigge ind i Din Stue, naar Du sidder og skriver
til mig og Poul ligger og sover.«
Det lod sig imidlertid konstatere, at der maatte være en virkelig organisk
Fejl i Marstrands Syn. Under en Samtale 1859 eller 1860 med Astronomen,
Professor Thiele, opdagede Marstrand, at han, ligesom Thiele selv, var Astigma-
tiker. Paa fjerne Skibe saa han kun de vandrette Ræer, ikke de lodrette Master,
ude i Landskabets Horisont øjnede han Telegraftraadene, men saa ikke Pælene.
Professor Edmund Hansen Grut, hos hvem Marstrand søgte Raad, har i et til
Brug for Weilbachs Kunstnerleksikon skrevet Brev, hvis Hovedindhold er med-
delt i Kunstbladet 1898, S. 305, udtalt sig udførligt om Marstrands Astigmatisme.
»Denne Fejl, der beror paa en ulige stærk Krumning af to lodret paa hin-
anden slaaende Meridianer af Hornhinden (hyppigst den horizontale og verti-
kale), bevirker, at Straalerne, der udgaa fra ét Punkt i Yderverdenen, ikke
kunne samles i et Brændpunkt; herved opstaar der et forvidsket Billede af
Punktet. — Denne Bygningsfejl er saa godt som altid medfødt; dens lavere og
middel Grader foles dog først væsentlig generende, naar Øjets Akkomodations-
evne med tiltagende Alder aftager i Kraft.
Synsforstyrrelsen bestaar hovedsagelig i 1) at Gjenstandenes Contourer ere
forvidskede, 2) at Farverne vise sig mere eller mindre urene og 3) at Gjenstan-
denes Form mere eller mindre forandres o: tiltage i Bredde eller Højde efter
Anomaliens forskjellige Form. — Anomalien kan mere eller mindre fuldstændig
corrigeres ved cylindriske Glas.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
