Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
445
»Antiksalen betrukken med Sort. Tungt, højtideligt hænger Draperiets Fol-
der bagom de hvide Guders Majestæter. Ikke den første, den bedste Præst —men
Ungdomsvennen taler. Veteranerne i Kunsten, de gamle Graaskægge, de Ældre,
de Yngre, de ganske Unge — foruden alt, hvad Samfundet har at byde paa af
Autoritet, Repræsentantskab, Uniformer — Alt og Alle har givet Møde. Der er
højtideligere end i nogen Kirke. Det er i Templet — stort efter vore Forhold —
i Templet for den Kunst, som rækker Haanden over Skyerne til Zeus Kroniden,
alle Gavers Giver, alle Mythers Ophav, alle Menneskers Fader.
Og dér hviler Mesteren, ydmyg blandt disse Omgivelser, tr.Tt, paa de simple
Fyrretræspuder under Palmegrenene, baade dem, som Blomsterhandleren
har skaffet tilveje — de grønne, de, der dufter af Syd og Sol ~ og dem, som
unge Elevers Hænder har malet paa de fire Fjæle — Fredens og Hvilens Sym-
bol, Pietetens og Kærlighedens Vartegn.
Saa drøner Sørgemarschens Toner gennem Rummet. Det er, som om Thor-
valdsen staar op af sin Grav og følger sin Elev til Jorden . .
.
Og de fulgte, alle, fra den højeste til den ringeste. Professorens Elever bar
ham. —
— Men hvilket Øje var tørt, da de bar den døde Mester ud gennem Porten
paa den gamle rode Bygning ud over Torvet, gennem hele Byen?
Den hele By veg ærbødig tilside — den hele Stad fulgte. Det var en virkelig
stor Kunstner, som var død, et stort Menneske, en Mand af Sjæl og af Hjærte.
Det føler de Tusinder, som staar dér. Dem narrer man ikke ved Pomp og Pragt,
ved Titel og Dekorationer alene. De blotter Hovedet . . . han er passeret forbi,
Folket har set ham, har hilst, har sænket Fanen.«
Forfatteren lader Romanens Hovedfigur staa i Tanker ude paa Kirkegaarden
ved Marstrands Grav. »Han brød en Kvist af en Busk, stod og rullede den
mellem Fingrene, saa’ paa disse grønne Knopper — tænkte paa, hvad Solen og
den rette Tid formaar at udklække af Spirer ag spæde Skud ! Han kastede Kvi-
sten og tænkte paa, hvem der skulde blive Professorens Efterfølger.
Der kommer Ingen! mumlede han. Hvem skulde komme? Kolorist var han
ikke — han er ikke naaet højest — men han var en stor Aand, et stort Men-
neske, en rig Begavelse — en Rigmand, der strøede sin Sæd ud med rund
Haand ....
Og nu er vi saa fattige, saa fattige og smaal«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
