Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Expeditionen til Syd-Grønland i 1878 af J. A. D. Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
55
derne, maatte vi skyndsomst kaste os ned paa Isen for ikke at
blive dragne med ned i Afgrunden. Hvor Hevnerne ikke vare
bredere, end at man kunde springe over dem, lykkedes det os
i Almindeligbed ogsaa at faae Slæderne over ved først selv at
springe over Hevnen, medens en anden boldt paa Slæden paa
den modsatte Side, og derefter balede vi den med Fart over til os.
Dette var dog ofte forbundet med nogen Fare; thi det hændtes
jævnlig, at Slæden ikke fik Fart nok og blev siddende i Revnen,
eller at den lik for megen Fart og løb ned i den næste Hevne;
i begge Tilfælde maatte vi tage Vare paa vor egen Sikkerhed
og tillige holde fast paa Træktouget for ikke at miste Slæden.
Tav. I tjener til at anskueliggjøre Overfladens lidseende og
Re-skalTenhed i de her omtalte Partier af Indlandsisen.
Paa andre Steder, hvor Stigningen var mindre, vare
Hevnerne parallelt løbende, meget lange og brede, og
Mellemrummene vare her som oftest ogsaa temmelig brede. Skuet
ned i de dybe Kløfter havde noget højst tillokkende ved sig. da
Isvæggenes ejendommelige Former fremhævedes ved et azurblaat
Skjær, hvis Renhed ikke kan gjengives i nogen Afbildning. Dog
ikke overalt vare Hevnerne et Særkjende for Isens Charakter;
thi ofte manglede de fuldstændigt, og det Vand, der hidrørte
fra Afsmeltningen paa Isens Overflade, kunde da ikke strax
finde Afløb i Dybet, men blev staaende som Smaasøer eller
samlede sig gjennem utallige Vandløb til større Elve. Disse
søgte da hen til Indsænkningerne i Overfladen, der havde Lighed
med Dalstrøg, og de tabte sig ofte først langt borte i lodrette
Huller i Isen, hvilket adskillige Gange tvang os til at gjøre store
Omveje. De mindre Vandløb ændsede vi derimod ikke og vadede
tværs igjennem dem; men det kunde derved naturligvis ikke
undgaas, at baade vi selv og vor Ragage bleve vaade. Hvad
Isens Vdre angaar, da var den særdeles ru og tæt besat med
skarpe, kantede Naale, der vare ødelæggende for vort Fodtøj og
bibragte vore Hænder smertefulde Saar, hver Gang vi vare saa
uheldige at snuble, og det gjorde vi ofte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
