Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
31
hvorefter vi den 13de August ankom til Igdiorsuit i en temmelig
ynkelig Forfatning. En maatte bæres i Land fra Baaden, og to
kunde kun ved Iljælp vakle derfra. Den glade Jubel, hvormed
Grønlænderne ellers byde de Tilbagevendende velkommen efter
en saa lang Tur, forstummede, da de saae os. M
Da det allerede var sent paa Sommeren, og jeg havde
bestemt at bestige Ivilertinguak ved Umanak, ligesom ogsaa at
gjøre en Tur ind paa Nugsuaks Halvø, hvilket maatte ske, før
der faldt Sne paa Fjeldene, ilede jeg tilbage over Niakornat til
Umanak, hvortil jeg kom den 18de August. Paa Vejen
undersøgte jeg dog foreløbigt Trachytgangene paa Sydenden af
Ubekjendt Eiland, ligesom jeg ogsaa gjorde mig bekjendt med
Forekomsten af den store Mængde, men desto værre kun i ringe
Grad forsteningsførende Kalkeoncretioner, der findes i Elvlejerne
ved Niakornat og Øst derfor. Forskjellige Arbejder holdt mig
tilbage ved Umanak til den 22de August, da jeg tog over til
Sarfarfik. Paa Grund af Taage maatte jeg imidlertid vente til
næste Dags Aften med at bestige Kilertinguak, hvis Top vi
naaede efter fem Timers Gang just som Solen dukkede op over
Ishorizonten. Kilertinguak har en Højde af 6250 Fod (1950 M.)
og er det højeste Punkt, der er besteget paa Grønlands
Vestkyst2). Jeg fik dog ikke det Overblik, jeg havde ventet, da
Landet paa Nordsiden af Fjorden var skjult af Taage, og
Taage-massen trak hen over Nugsuaks-IIalvø og faldt ned som Sne
paa Toppen af Kilertinguak, hvor Temperaturen var —1°.2 C.
11 Ingen nulevende Grønlænder har i Konebaad eller Kajak rejst udenom
Svartenhuks-Halvø, og jeg skylder derfor min Hinke Besætning, særligt
Styreren, Nord-Grønlands dristigste Bjørnejæger, Otto, min bedste Tak
for den Villighed, hvormed de gik ind paa at føie mig denne
usædvanlige Tur, og for den magelose Omhyggelighed og Tjenstvillighed, de viste,
selv efterat Sygdommen havde berøvet dem Kræfterne og tildels Modet.
De, der vare mindre angrebne, kom sig heldigvis snart efter Hjemkomsten ;
kun een, Semuk, der var haardest medtaget, kom sig først langt ud paa
Efteraaret.
- Saavidt man veed, er dette Fjeld kun besteget een Gang før, nemlig af
Whymper i 1872. (Dagbladet for 1872, Nr. 279.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
