Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 8. De Vilde og Kulturmennesket
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102 MENNESKET
om og langsomt gaaende udvikling, at ikke blot læren om jorden, og
hvad paa den er kommen til ved alle opdagelser og opfindelser, men
selve læren om Gud har paa samme maade udviklet sig fra dunkle
anelser til fuldstændig vished.
Selve messias-ideen, som den aabenbarede sig hos jöderne, havde
fra en dunkel anelse, et uvist haab om menneskehedens forædling eller
löftning udaf mörke og uvidenhed af vildfarelser og lænker, voxet
mere og mere til vished om en kommende forlöser, der som en ny
verdenserobrer skulde befri jödefolket fra fremmed aag, tage det fra
Judæa rykkede spir tilbage og oprette Davids hus til et nyt rige i det
erobrede Jerusalem.*) At alligevel denne sikre forhaabning aldrig
gik i opfyldelse, at den efter det Babyloniske fangenskab mere og
mere udbredte venten paa en ny konge over jödeland blev frugteslös,
dertil ser vi grunden i jödefolkets politiske skjæbne og i den
adsplittelse, der rammede et folkeslag af den mest eiendommelige og skarpt
udprægede nationalitet, og som til paa kjöbet gik og hoverede over at
være Jehovas eget folk. Og den helt, som der optraadte forat
omskabe menneskeheden til lys og sandhed, til frihed, kjærlighed og
udödeligt haab, stemte ikke paa nogen maade overens med disses
messias-ide. Han kom til sit eget, og hans egne anammede ham ikke, thi
han levede i foragt og dræbtes som en ugjerningsmand.
*) Allerede hos Esaias, især efter 40de kapitel (den del, der ikke er
skrevet af profeterne men efter det babyloniske fangenskab), viser
det sig hvorledes messiasbegrebet da havde udviklet sig, og hvorledes
man forespeilede sig, at den jödiske gudstjeneste skulde blive alment
raadende, og at Jerusalem var udseet til middelpunkt for et
almindeligt verdensrige, der skulde beherske alle folk, gjöre dem underdanige
og lægge dem i lænker. Paa Kristi tid fölte jöderne det romerske aag
saa trykkende, at det maatte kunne forudsees, at denne tilstand vilde
ende med oprör og tillige med underkuelse ifölge romernes noksom
bekjendte udryddelsesbegjærlighed. Disse oprör udeblev heller ikke
ligesaa lidt som de romerske hære, af hvilke Jerusalem indtoges og
ödelagdes under Titus, aar 70, hvorefter den jödiske nation
adsplittedes. Senere lod keiser Hadrian (117—138) nedrive levningerne af
Jerusalem til grunden og opföre en til Jupiter helliget stad, kaldet Aelia
Capitolina, med et Venus tempel paa det angivelige Golgata. Paa
samme tid (132—135) optraadte blandt de i Jödeland forblevne jöder
en fantast, der kaldte sig Bar-kokba (stjernens sön, efter 4 Moseb. 24,
17), udgav sig for den rette Messias og mishandlede de kristne grusomt
samt foraarsagede et oprör, der forvandlede landet til en örken og
berövede jöderne deres sidste kraft. Under Justinians regjering, aar 522,
optraadte en anden jöde, Dunaas, udgav sig for Moses’s sön og voldte
et oprör i österlandene. I de kristnes kirkelige skrifter skildres denne
jödefolkets skjæbne som en forfærdelig straf for dets ulydighed. Men
historien, der maa betragte alt fra et mere praktisk standpunkt, kan
ikke dele denne anskuelse eller paastaa, at dette mer var en straf
for jöderne end for andre folkeslag, der paa samme maade bukkedo
under for overmagten. Selv om jöderne alle havde antaget
kristendommen, var deres skjæbne rimeligvis ikke bleven forskjellig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
