Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 14. Familielivet og Samfundsdannelsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206 MENNESKET
Fremfor alt maa man betænke at kun naturen og naturens orden er
en guddommelig indretning, men at staten, i hvilken form den end
aabenbarer sig, kun er et ufuldkomment og foranderligt
menneskeværk. Det er ogsaa tydeligt, at staten er i fremadskridende ligesom
kulturen; den naar höiere og höiere former i samme maalestok som
samfundet udvikles og den menneskelige civilisation bliver folkets
eiendom; thi blot ved paaseendet af folkets fælles interesser og
gjennem dets medvirkning fortsætter samfunds dannelse og det sociale
livs fremadskriden paa fornuftens vei og under fuldkommen
erkjendelse af den almindelige sandhed.
Kjærligheden til fædrelandet bestaar ikke deri at man lukker
öinene til for det som er usselt og udueligt i ens hjemlands samfundsliv,
men den er kjærligheden til naturens eiendommeligheder,
folkekarakteren, minderne og fasthængen ved livsvanerne. Den er af samme
beskaffenhed sem kjærligheden til moderhjemmet, barndomstrakterne
og til alt andet i verden, som man fæster sig ved. Men
fædrelandskjærligheden har dog faaet en anden karakter end i tidligere dage.
Man anser ikke sit folk og sit land som det bedste i verden, for hvilket
alle andre maa vige pladsen, men blot som det kjæreste. Det gamle
nationalhad giver mere og mere plads for höiere og ædlere anskuelser
om menneskeheden. Man elsker alle nationer og anser alle folk som
brödre, hvilke er lige berettigede til de fordele, det lys og den frihed,
som bör være fælles for menneskeslægten, idet man i höiere forstand
betragter hele jorden som sit fædreland.
hvilke större eller mindre forandringer man da tillod sig at foretage i
det nye testamentes skrifter, baade i evangelierne og apostelbrevene.
Paa den tid ansaa man det nödvendigt at ordne sig i et ordentligt
kirkesamfund, under hvilket den præstelige magt ogsaa begyndte at
udvide sig. Dog havde folket forbeholdt sig selv at vælge lærere, men
allerede för mödet i Nicæa (325) begyndte præsterne, der da blev en
magt i staten (selve keiser Constantin styredes helt og holdent af
biskoperne), at blive herrer over folket, og da indförte man en ny
troesformular, saa at kristendommen end yderligere udartede. Alderen af
den s. k. apostoliske tro er ubekjendt, men man ved, at der er bleven
gjort tillæg, f. ex. at Kristus nedsteg til helvede (hentet blot fra det
apokryfiske sted i 1 Petr. 3: 40—20, egentlig til Hades eller
pröverummet). At selv de hedenske horder nærede forakt for
middelalderens præster finder man i anekdoten om den tapre friesiske hövding
Ratbod (ca. 700), der allerede havde sat den ene fod ned i karet for at
lade sig döbe, da han spurgte, om hans forfædre var fordömte, fordi de
ei var kristne, hvorpaa der svaredes ja. “Da vil jeg,” sagde han, og
trak foden tilbage, “heller blive fordömt med mine tapre forfædre end
gaa til himmelen med eder.”
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
