Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 28. Döden og Udödeligheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET 421
selv og ingen anden. Hvad jeg eier i aandelig henseende, mine
fölelser, min forstand, mine naturgaver og min bevidsthed, kan aldrig
blive nogen andens eller overflyttes paa nogen anden, om jeg selv
kunde tilintetgjöres.
Ved disse og flere lignende sammenligninger har man ogsaa ad
rationel vei fundet de mest ugjendrivelige beviseer for aandens
udödelighed, hvilken hos folket ialmindelighed dog mere er en blot tro end
en reflexionslære. Selve det onde, laster, brödefuldheden, eller hvad
man nu vil kalde det, er et bevis for aandens udödelighed; thi uden
last kan der ikke findes nogen dyd og uden strid ei heller nogen seier.
Et dyr, der blot ledes af instinkt, “kan hverken gjöre godt eller ondt.
Men netop gjennem striden har aanden evne til at udvikle sig til
altid höiere og höiere fuldkommenhed ved at forædle sig og saaledes
voxe fra det onde, fra syndens og raahedens overmagt. Evigheden
kan saaledes ikke være andet end aandens udvikling i uendeligheden,
hvor den kommer til at stige til altid större og större
fuldkommenhed, uden at trykkes af de materielle baand, som har gjort os
afhængige af et liv paa det förste trappetrin af menneskelig, eller, om man
saa vil, aandelig udvikling.
“Men ubelönnet skuer intet öie, sukker intet bryst mod himlen op, ’’?
siger digteren.*) Og ligesom alt godt, selv det mindste, det for
mennesket ubekjendte, erholder sin rigtige belönning hinsides
forgjængelsen, saaledes maa det ogsaa være den höieste, den evige kjærligheds
lov at före alt tilbage til ham, som gjör os rige, selv om dette sker
gjennem prövelser, der ikke af os kan fattes eller anskueliggjöres.
Thi ligesom denne lære om altings gjenoprettelse, **) maa være i
overenstemmelse med Guds ubegrændsede kjærlighed, saaledes er
aandens stigen til fuldkommenhed det maal, hvortil denne kjærlighed
leder, hvilket ogsaa synes at være apostelens mening, naar han siger,
*) Stagnelius.
**) Læren om alts gjenoprettelse, saa langt den kan bevises af det
nye testamentes skrifter, kan i sin helhed blandt andet læses i
Martensens Dogmatik. Hele den ældste kirke fra OÖrigeness til Diodorus
af Tarsus og Gregorius af Nyssa antog, at straffen i det andet liv kun
er prövelser og redningsmidler, at lyksalighed èr alle
fornuftsvæseners endelige maal og at saaledes ogsaa djævelen og de onde aander
kan forbedre sig og en gang blive salige. Noget andet ansaa man
uforeneligt baade med Guds kjærlighed og hans retfærdighed. Först
paa Augustinus’s tid begvndte læren om straffens evighed at blive
raadende i vesterlandet. Den förste kristne anskuelse var ogsaa den,
at sjælen efter döden kommer til Hades,et mellemsted, og ei erholder
sin fulde salighed eller sin straf för efter opstandelsen. Vor
nuværende kirkes lære ansaaes den gang som et gnostisk kjætteri. Siden
lærtes, at sjælen skulde gjennemgaa en rensningstid, og der igjennem
opkom den materielle opfatning af skjærsilden. ;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
