Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - 30. Stjernehimmelen og Verdensrummet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MENNESKET 445
28 millioner mil fra det sted i rummet, hvor jorden befinder sig ved
höstjevndögnstiden, er af liden betydning i forhold til jordens afstand
fra de andre stjerneverdener. Forat vise de uhyre afstande kan
anföres, at vor sol, der befinder sig i et forholdsvis stjernefattigt rum,
ligger 498 aars lysvei fra centralstjernen Alcyone og har 9,934 aars
lysvei til melkeveiens nærmeste rand.
Alcyones afstand fra den indre kant af melkeveien antages at være
3,380 og fra den ydre 4,282 aars lysvei, hvilket med andre ord vil sige
at en solstraale vilde behöve 4,282 aar forat naa frem fra midtpunk
tet til stjernecirkelens yderste rand og saaledes 8,564 aar forat gaa
igjennem hele ringens diameter eller tvært over hele stjernecirkelen.
Ja man har udregnet, at lyset fra de yderte stjerner, man har iagtaget
i teleskopet bag vor store stjernering, skulde behöve 90 millioner aar
forat naa til jorden, hvilket beviser, at denne fjerntliggende
verdensdel havde et fuldt udviklet stjernesystem for 90 millioner aar siden.
Ligesom tanken bliver tvivlraadig, naar den forsöger at opfatte de
geologiske tidsaldres længde, saaledes bliver den svimmel ved at betragte
stjernerummet, thi vi maa ikke tro, at den umaadelige stjernering,
som vi har omtalt, til hvilke vi hörer,og inden hvilke vi dödelige kan
anstille vore observationer, er de eneste, at det dermed er slut, og at
ingen synlig verden mere findes til. Nei, dette er tværtimod blot en
liden del af det hele, thi man kan se det ene lyse stjernebillede eller
nebulosa, som man kalder det, bag det andet, og af saadanne har man
allerede observeret 3 a 4 tusinde, der hver for sig maaske udgjör en
ligesaa stor stjernering som vor, saaat man heraf kan gjöre sig et om
end dunkelt begreb om skabelsens storhed og Guds umaadelige magt,
som den er aabenbaret for det svage menneskeöie.
Hvorvidt kommende slægter med endnu mere fuldkomne
instrumenter skal kunne trænge saa dybt ind i dette skabelsens rum, at en del
af disse fjerntliggende stjerneringe lader sig maale og yderligere
undersöge, er vanskeligt at afgjöre; men utroligt er det ikke, naar man
betænker, hvilke fremskridt denne herlige videnskab allerede har gjort i
vore dage. Naar man nu hertil lægger, at disse stjerner, som man ser
i vor stjernering, er blot de större lysende himmellegemer, og at det
mangedobbelte antal findes af andre, der er mindre lysende eller rent
mörke og ikke kan sees eller observeres,saa har man al grund til at anse
skabelsen for uendelig eller grændselös, og til at tro, at verdenernes
antal er utallige, og at de er flere end havets sandkorn eller oceanets
draaber, af hvike altid en vil være den sidste—det sidste sandkorn
eller den sidste vanddrabe.
Men hermed staar man ved grændsen for sin egen tanke og kan ikke
andet end med ærefrygt böie knæ for den evige, der har skabt alt
med samme visdom og tager vare paa alt med samme kjærlighed, fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
