Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - III. Den enkle Tanke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den enkle Tanke.
41
Spor af Tvivl om Verdenshavet? Eller Solstraalen
om Solen? Vor Gammelmandsvisdom har ført os
ind i en saadan Tvivl. Den ligner gamle og grætne
Lærere, hvis Hovedbeskjæftigelse bestaar i at kvæle
hver Livsytring, hver ungdommelig Spire hos sine
Elever. Det er paa høi Tid, at vi bliver Børn igjen,
lærer paany at folde Hænderne og sætte store Øine
paa alle de Undere, vi støder paa. Lad os bare
erindre, at trods al vor Viden ved vi kun meget
lidet, at Verden er adskillig større end vor Hjerne,
og at det er et Held, thi er den saa uhyre stor, maa
den sidde inde med helt ukjendte Midler, saa vi vel
tør give den lidt Kredit uden at begaa nogen
Uforsigtighed. Lad os derfor ikke behandle den som
Kreditorer sine uvederhæftige Skyldnere. Vi maa
tage os sammen og paany tænde Haabets hellige
Flamme. Solen staar jo fremdeles op, Jorden
grønnes, Fuglen bygger sit Rede, Moderen smiler til sit
Barn, lad os derfor have Mod til at være Mennesker
og sætte alt andet i Hans Haand, som har tællet
Stjernerne. Hvor skulde jeg ikke ønske, at jeg i
vor haabløse Tid havde fundet de rette Ord til at
opflamme en nedtrykt Sjæl, naar jeg siger til ham:
Fat Mod igjen! begynd atter at haabe! Den
bedrager sig mindst, som har Mod til at haabe mest. Det
barnligste Haab er Sandheden nærmere end den mest
begrundede Fortvivlelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
