Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og ingen Time, der stod for hans Erindring i en
saadan dæmrende, magisk Glans som denne.
Om Eftermiddagen, da Gjæsterne havde fjernet
sig, sad Faderen og Onklen i Sofaen; Jacob stod
hos sin Moder ved Vinduet og stirrede tavs ud
paa Gaden. Faderen syntes med Møje at rive sig
løs fra sine Tanker; med usædvanlig blød Stemme
kaldte han paa Jacob: »Kom hid, min kjære
Søn, at jeg kan tale til Dig.«
Jacob nærmede sig; Faderen tog ham om
Hovedet og sagde: »Nu, min Søn, er Du et
Menneske, en Jøde. Du er ikke længer en Gren
paa min Stamme, men selv et Træ.«
»Et dejligt, højt Træ!« faldt Onklen ind og
holdt den flade Haand en Alen over Gulvet.
Faderen fortsatte: »Hidtil har jeg staaet Gud
til Ansvar for Dig; for Fremtiden bærer Du selv
Dine Synder for Gud. Du er et voxent
Menneske.«
»Og kan gifte Dig, naar Du vil,« faldt
Onklen atter ind, idet han tog ham fra Faderen
og satte ham paa sit Skød.
Faderen vedblev: »Da jeg var barmitzvo,
sagde min Moder til mig: Gaa, ernær Dig selv.
Men jeg vil dele med Dig, min Jacob, saalænge
jeg selv ejer Noget.«
»Chri bekan bereiro!1)« raabte Onklen; »lad
A) Klæders Sønderrivelse uden Dødsfaldssorg o: Dyd af
Nødvendighed.
M. Goldschmidt. 8
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
