Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Din Fader kun prøve at sige: Gaa, ernær Dig
selv! Vi blive alligevel.«
Jacobs Øjne vandrede frem og tilbage mellem
Onklens muntre og Faderens venlige, men
alvorlige Ansigt, hans Indre vaklede mellem Smil og
Graad; jo mere Onklen spøgede, desto mere
vemodig virkede Faderens blide, kjærlige Alvor.
Hans Hals var som sammensnøret, hän var saa
uendelig vel og dog saa uendelig smertelig
tilmode. Da kom Moderen hen og tog ham i sine
Arme og kyssede ham. Og denne tavse
Forsikring, at hun ogsaa vilde holde ved ham, løste
den krampagtige Kamp, og han brast i Graad.
Onklen saa paa ham med store Øjne: »Hvad
Satan gaar der af Drengen? Er han syg? Hvem
har gjort ham Fortræd? Har jeg gjort Dig
Fortræd, Jacob?« raabte han og greb ham i Armen.
»Nej, Onkel,« svarede han og søgte at standse
sine Taarer; »men Du spøgede saa underlig.«
»Naa, der kan man se,« sagde Isak ærgerlig;
»jeg vilde ikke have, at der idag skulde tales
højtidelig og bedrøvelig til Drengen, og derfor talte
jeg muntert, og saa græder han af min Munterhed.
Det er godt, vi blive snart af med ham!«
Ved disse Ord græd Jacob endnu heftigere.
Faderen tav rørt nogle Øjeblikke, derpaa
sagde han:
»Græd nu ikke, Jacob! vær ikke barnagtig,
idag er Du bleven Mand, og det er min Pligt at
tale alvorlig til Dig. — Om faa Dage drager Du
ud af mit Hus, hvor jeg har sørget for Dig og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
