Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det er tungt at* være ene i Ørken; men det
er tungere at være ene i en stor, folkerig,
larmende Stad. Al Jordens Lyksalighed udbredes
for Blikket: Rigdommen udstilles i al dens fristende,
pralende Mangfoldighed, Ekvipager rulle forbi med
prægtig klædte, dejlige Kvinder, Venner spadsere
Arm i Arm, Elskende vexle kjærlige Blikke, to
Naboer hilse trohjertig hinanden — for den
Fremmede er Alt dette dødt, han er udelukket fra det
Altsammen, det er, som om han slet ikke hørte
til Menneskeslægten. Han staar sulten foran et
Bord, hvor Andre glade holde Maaltid; der bydes
ham Intet, og han ønsker heller ikke at spise
med dem, han ønsker Intet undtagen at kunne
skjule sig i en Ørken eller paa Bunden af den
dybe Flod, der strømmer gjennem den travle By.
Selvmord! .... Den Tanke opstiger maaske
i mangen Hjerne under en saadan Kval. Eller
Drik, Beruselse, Bedøvelse, Glemsel for alle Sorger.
Men Jacob var enjøde, og dette Folk har en
forunderlig sejg Taalmodighed. Det lærte maaske
denne Taalmodighed, dengang den ægyptiske
Pharao lod det brænde Teglsten og selv skaffe
Materialerne, og senere have Evropæerne øvet det
i Taalmodigheden. Det beruser sig ikke heller;
det er sandseligt, men som de orientalske
Folkeslag, som de hærdede Arabere, hvis Maaltid er en
Haandfuld Daddeler og en Slurk af Kilden, men
hvis Telt er fuldt af Hustruer og Slavinder.
Som han en Dag gik gjennem rue
Montor-gueil, den Gade, hvor en af Carl den Tiendes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
