Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mordbrændernes Anfører, træder hen til Døren
og tilbyder Njal Udgang. Njal svarer, at han ikke
vil overleve sine Sønner, da han ikke vil kunne
hævne dem. — Gak Du ud, Husfrue I siger Flose
til Bergthora; thi Dig vil jeg for ingen Del
indebrænde. — Hun svarer: Jeg blev ung gift med
Njal og har lovet ham, at vi skulle dele Vel og
Ve med hinanden. — Derpaa gik begge fra Døren
ind i Huset. Bergthora vil nu, at man skal bære
hendes Dattersøn ud af den brændende Bygning,
men Drengen beder for sig. Mig tykkes det
bedre, siger han, at dø med Dig og Njal end at
overleve Eder. — Nu gaar Njal tilsengs med sin
Hustru og sin Dattersøn, byder Huskarlen at
brede en frisk Oxehud over Sengen, for at man
skal finde Ligene ubeskadigede, og lægger sig hen
til at dø. Men hvad der gjør Fortællingen i
højeste Grad tiltalende, tragisk, er den Følelse af
Skyld, som hviler over dem Alle, og som
bidrager til, at de ikke engang ret ville forsøge at
"undgaa Døden, selv om de Alle kunde frelses.«
Josinski sagde efter en lille Pavse: »Denne
høje Dødsforagt er en af de Egenskaber, som de
uciviliserede Folkeslag have forud for os. I den
Henseende ligne Araberne Deres Islændere; jeg
havde et Exempel derpaa, da jeg red hertil. Jeg
var kommen noget forud for mit Følge, og ved
tilfældigvis at slaa Øjet op bemærker jeg bagved
en forfalden Mur, formodenlig Levningen af en
Moske, en Beduin, der med den største Rolighed
tager Sigte paa mig. Men denne Rolighed blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
