Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
»Du skal ikke sørge for min Skyld, Josinski I«
svarede Jacob. »Jeg bærer de Lidelser og Savn,
jeg her maa udstaa, med en Slags Glæde. Jeg
betragter det Hele som en Tilskikkelse, som en
Skjærsild, jeg skal gjennemgaa for at udsone
tidligere Tider af mit Liv, og for at jeg kan blive
værdig til Lykken. Blot Du ikke havde nødig at
dele Skjærsilden med mig!«
»Du er dog en underlig brav Kammerat,«
sagde Josinski og trykkede hans Haand.
»Det er i Grunden ikke andet end Egoisme,«
sagde Jacob. »Jeg gjør mig Haab om Erstatning
for de Lidelser, vi Begge udstaa. Undertiden, naar
jeg fordyber mig i Tankerne om mine egne
Forhold, paakommer mig den rasende Indbildning, at
Alt, hvad der sker her i Polen, kun sker for min
Skyld, for at jeg kunde komme ud og blive
Menneske og undgaa at blive mølædt. Ved Hjælp af
mine medicinske Kundskaber ser jeg mig istand til at
meddele Dig, at Hjernen undertiden udklækker
slige Syner og Indbildninger, naar den er svækket
ved for megen Faste.«
»Din spøgende Tone fordriver næsten min
Sult–hør, i Grunden er det dog fejgt at
ligge her og sejgpines! Lad os gaa ud af Skoven
paa Lykke og Fromme. Træffe vi Russere, saa
falde vi med Vaaben i Haand — saa er det i alt
Fald forbi med det Samme.«
»Som Du vil, Josinski. Skjæbnen taler maaske
af Din Mund som af den pythiske Præstinde,
naar hun fastende sad paa Trefoden.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
