Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
229
Saadan vandrede Otto fremad, efterat han
havde været i Bern og faaet den attraaede
Underretning. Der havde han ogsaa erfaret
Revolutionerne i Wien og Berlin, og til det Øvrige,
han bar paa, kom ogsaa en Følelse, der drog ham
tilbage, mod Nord. »Men,« sagde han til sig
selv, »nu skal jeg visselig aldrig mere forlade
nogen Plan eller udtalt Beslutning, brister Hjertet
end derved.«
Vandringen var tungsindig, indtil han kom
op over Kammen, da det begyndte at gaa nedad,
da han pludselig saa Mennesker og bemærkede,
at de ikke længer vare tunge og firskaarne, i
smagløs Dragt, men at der stod en Gruppe Arbejdere
med smukke, skæggede Ansigter og let Holdning,
En med den slidte, brune Fløjelstrøje kastet paa
den ene Skulder, næsten som en Romer, og over
dem hang ungt Vinløv. Saa var det, som om
han var kommen over den Linje, der skiller
Verden i to Dele: den tunge, klamme Virkelighed
fra den dejlige, ideale Sandhed, og som om han
nu, hærdet i Erfaring, ført af en venlig Fe, kom
hjem igjen til Skjønhedens Verden. Italien I
Italien! Der laa det atter! For anden Gang i
sit Liv vendte han Ansigtet imod det. Forrige
Gang var han en ganske ung, sorgløs Rejsende
uden bestemt Maal og Med; nu var det
Ungdommelige borte, Alt havde taget fastere Former,
det smukke Stævnemøde, der dengang lokkede
som et Æventyr, var nu forvandlet til et alvorligt
Stævne, hvortil Tusinder af væbnede Mænd samlede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
