Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
228
Endnu højere, i Alpeluften, der giver Legemet en
forhen ukjendt Fornemmelse af Elasticitet og
Kraft, falder Solens Lys paa Græs og Buske, og
det ser ud, som om alle Verdens Bjerge have
deres Diamanter ude at sole paa denne Afhang,
og saa lidet betyder Mennesket, der vandrer
forbi, at man ikke engang har sat en Vogter for
Skattene. Ensomhedens og Stilhedens Majestæt
griber Vandreren; Fantasien kan ikke overvælde
disse Masser; Tankerne vende sig indad og dvæle
der med drømmende Tungsind ved Alt, hvad der
er til Hinder for en Storhed og Højhed, som
Bjergverdenen ved sit Exempel synes at udfordre.
Men end alvorligere, barsk og vild, fremtræder
Bjergnaturen, jo mere den Vejfarende naar op
over den og bliver istand til at beherske og overse
den. Fra det romantisk Sammenslyngede og
mægtig Bølgende er man kommen til et uhyre
Taarn, paa hvis udvendige Side man stiger langs
Afgrunden, og derpaa til et engt Pas mellem
sønderrevne Klipper, bedækkede med Is og Sne.
Hist og her fremtræder Klippen nøgen og sort,
ligesom forbrændt, som et Liv af Lidenskab, der
er slukt under en ensom, glædeløs Alderdom.
Passet udvider sig, og Vejen fører forbi en
Sø, maaske dyb som Erindringen, men frossen.
Alt er glædeløst og tankeforjagende; man stræber
kun at overvinde Besværligheden, at komme ud
gjennem Sneen, der koldt beskinnes af Solen og
snart haard, snart løs, gjør Vandreren hvert Skridt
stridigt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
