Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
359
Da Otto havde modtaget Indbydelse til
Kammerherrens Soiree, sagde han til sig selv: »Min
Lykkes Posthorn lyder atter. Den har fundet,
at jeg for ikke at synke sammen maa ind i en
Atmosfære af Dygtighed og Skjønhed. Nu
aabnes mig Dørene til en ny Selskabskreds, saadan
som jeg engang gjorde Regning paa. Lykken
honorerer endnu de Vexler, jeg trækker paa den.
— Om jeg skulde træffe Camilla Hald? Aa, nej,
man siger jo, at hun lever ganske indgetogent og
religiøst. Hun er vist et mærkelig sammensat
Væsen, Blanding af Lidenskab og Frygt, saa at
hun altid, naar man forlader sig paa hende, maa
vise sig troløs .... Hm, jeg tror, jeg trods al
min Erfaring er ligesaa glad og urolig, som da
jeg skulde til Grevindens Bal; men naar jeg
kommer under Folks Øjne, er det borte. Der
viser man sig i sit Resultat, ikke i sit Maskineri.«
Det gik i den Henseende, som han havde
ventet; han var hverken glad og urolig eller
imponeret, da han traadte ind i de smukke
oplyste Værelser, i det talrige, smukke Selskab.
Personligheden mindedes ligesom uvilkaarlig, hvad
den havde oplevet, og stod afsluttet paa
Erfaringens Højde. Han troede desuden fuldt og
fast, at han gik sin Skæbnes Ærinde, at den
havde indbudt ham, at Alt, hvad der omgav
ham, var Midler eller Vidner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
