Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
360
Han hilste paa Vært og Værtinde, og
Kammerherreinden forestillede ham strax for Milner,
hvem hun forresten godt huskede, at han kjendte.
Det blev ikke Otto paafaldende, at hun forsigtig
forbeholdt sig at forestille ham for nye Folk.
»Hr. Etatsraad Milner — Digteren Hr.
Krøyer.«
»Ih, Hr. Otto Krøyer, hvor det er længe,
siden vi saas I« sagde Milner, der altsaa nu var
bleven Etatsraad. »De har nok været rejst? Ak,
ja, Rejselivet 1 den gyldne Frihed 1 .... De har
vei hørt om min Ulykke?«
»Nej,« svarede Otto og opsatte efter
Høflighedens Regler et uroligt, medfølende Ansigt.
»Min Dagmar er død,« sagde Milner og
bøjede Hovedet.
Otto var i Forlegenhed; han vidste ikke,
hvem eller hvad Dagmar havde været.
Milner vedblev: »Der stod i Bladene et
Digt om hende, hvori blev sagt, at hun vil
vente mig mellem Keruberne. Man ved jo
ikke, om der er Keruber; men, enfin, det er
smukt. Der er ogsaa en Musiker, som for at
trøste mig i min store Sorg har
komponeret en Fuga over Navnet Dagmar Milner
. . . . De tror vei paa Udødeligheden, Hr.
Krøyer?«
»Ja, Hr. Etatsraad.«
»Det gjør jeg ogsaa. Derfor ser De mig
ikke sørge efter de gamle Regler; thi naar man
er ganske vis paa Gjensyn, er det jo urigtigt at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
