Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
379
Det var en Efteraarsdag henad Mørkningen, da
Otto flyttede ind i Hotellet. Hvilken Forskjel mellem
nu og tidligere, paa Rejsen, da ethvert Hotel havde
forekommet ham som et smilende Sted, bestemt til
for et Øjeblik at modtage den Lykkelige, der
»havde hjemme overalt, hvor Himlens Stjerner
skinne og Menneskenes Børn have rejst et Tag,«
og som »gik bort hver Morgen for ikke at vende
tilbage, ud til ny Skjønhed og nye Tilskikkelser«.
Nu modtog det Den, der syntes at komme
tilbage fra Alt til sit sidste Tilflugtsted. Møblerne,
der stode opstillede med en vis mathematisk
Tørhed, i størknet Hyggeligheds Form, forekom ham
kolde og udeltagende at modtage en ny Herre,
efterat de med lignende Kulde havde set den
forrige gaa bort. Det ruskede paa Gaden, og der
kom Røg i Stuen, medens man lagde i
Kakkelovnen. Han aabnede Vinduet for at se, hvor
langt der var til Jorden. »Se,« sagde han, »nu
opfører Skæbnen den Komedie med mig, at jeg
skulde tro, dette var virkeligt, og blive fortvivlet
og springe ned. Nej, god Karl, det kan man
altid gjøre! Sæt, Lykken kom lige Øjeblikket
efter!«
Opvarteren sagde: »Her er Ventil; det er
snart ovre.«
»Mener De? Ja, en Ventil er en god Ting,«
svarede Otto venlig og lukkede Vinduet.
Pigen kom for at lægge Lagener paa Sengen
og give ham Vand. Det var samme Manér som
paa de utallige andre, lykkelige Steder; hver af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
