Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
384
sig til at læse deri. Snart var han ogsaa Herre
over sine Tanker, tvang dem til Bogen og fulgte
Værket med udelt Opmærksomhed. Begyndelsen
var meget smuk og livlig, Formaalet, som
Digteren havde sat sig, aabnede sig for det
opmærksomme Blik, og det var, som om man kunde se
selve Digtersindet, der glad, ungdommelig-stærkt
og haabende drog frem med Sang. Det tiltalte
og oplivede Otto; men hele Tiden var der
tillige en ham selv ubekjendt Følelse tilstede,
ligesom en Skygge, der stod ved hans Side og
ikke vilde bort. Han troede, at det var hine
pinlige Tanker, og søgte at fordybe sig endmere
i den æsthetiske Nydelse. Men pludselig, da han
var kommen til et Sted, hvor det blev ham
øjensynligt, at Digterens Kræfter ikke strakte til,
at han slog ind paa en Afvej, at Værket som
Helhed maatte forfejles — opdagede han, at han
havde en Fornemmelse af Glæde.
Han greb sig i denne Følelse, det stod
aldeles umiskjendeligt for ham, hvad den var, han
var tilmode, som om han havde opdaget en
Snog i sit Hjerte. Han begreb baade den og
Skyggen. Han havde misundt Digteren hans
Friskhed, Styrke og Haab, og han var bleven
glad, da han saa, at et andet Menneske dog
heller ikke var stort.
»Saa vidt er det kommet med mig I« sagde
han, sjælelig bøjet sammen over sig selv. »Jeg,
som har villet kæmpe for det Største og
Skjønneste, er glad over, at se noget Smukt mislykkes I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
