Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
Lidt efter kom han tilbage med et Par Haand- .
fulde og gav den Lille dem.
Emilie sagde: »Det er bedst, Anne Kirstine
faar lidt Mad først; kom Du med mig ud i
Borgestuen.«
»Nu vil jeg lade spænde for,« sagde Otto,
da de vare gaaede. Idet han gik ud gjennem
den lange Gang, der førte til Gaarden, blev han
staaende et Øjeblik foran en Glug til Borgestuen
for endnu engang at se det smukke Barn.
Samtidig kom Emilie ind i Stuen og sagde
til Barnet: »Her har Du en hel Kurv Kirsebær,
mit Barn, saa behøver Du ikke det Par der.« —
Med disse Ord tog hun de Kirsebær, Otto havde
plukket, og i samme Øjeblik faldt hans Øjne paa
hendes Ansigt, og saa var det, som om hun nu
havde antaget sin virkelige Skikkelse, den, hun
havde som Barn, det forunderlige Udtryk, der fra
hans tidligste Tid havde fyldt ham med ubestemte
Forjættelser om Livets største Lyksalighed.
Efter en Stunds Forløb sad han paa Vognen
ved Siden af Pastor Bregning; men hvorledes han
var kommen derop, vidste han ikke. Det sang
inden i ham: »Munken gaaer i Enge« og »Der
stander et Kloster i Østerrig«. Alle Melodier
brøde frem som Strømme om Foraaret, Alt var
skænket og givet ham: Hans Barndoms Poesi
var bleven voxen og moden og virkelig, Skæbnen
havde betalt ham al dens Gjæld.
Saa stor var Lyksaligheden, saa ren og ideal
stod den for ham, at han syntes, han kunde have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
