Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
297
Hua sagde, da han havde fjernet sig: »Der
er dog ikke megen Tilfredsstillelse ved at tænke
sig Sjælene hvile for et Øjeblik i en fredelig og
lysende Atmosfære og maaske om kort Tid blive
drevne om af Storm og vaagne til Erindringen
om Alt, hvad de have lidt paa Jorden af Had til
hinanden. Den Tanke gjør det dejlige, blide
Maaneskin klamt eller melankolsk, især naar man
har Nogen derude. Men hvad skal man tro?
Det er umuligt at tvivle om det Evige og vanskeligt
at forestille sig Personlighederne mødes og kjende
hinanden hisset.«
Jeg svarede, hvad jeg i Øjeblikket følte, at
denne romerske Nat syntes mig at bringe den
store Gaades Løsning nærmere til vor Bevidsthed:
Deroppe vilde vi mødes, ikke med vore
Lidenskaber, men med vore Sympathier, og derfor vilde
de gamle Fjender ikke have nødig at begynde
Striden forfra, og ej heller behøvde man at ligge
ubevidst ventende i den kolde Atmosfære.
»Det var godt, De sagde det,« svarede hun
og tilføjede: »Der er noget højst Inciterende i
en Aften som denne, og det beroliger at høre
Dansk.«
Saa gik vi over det tavse Forum, hvor de
antike Søjler kastede deres lange, sorte Skygger
paa den lysende Jord, gjennem Titus’s Triumfbue,
ind i Ruinens Kæmpeskygge og mellem dens
kolossale Grundpiller ind paa den skjønne, næsten
runde Plads, hvor hemmelighedsfuldt Lys og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
