Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
302
dybere at lade mig paaskjønne den Hjertelighed,
som hun skænkede mig.
Jeg havde knap sagt de sidste Ord til
Komtesse Felicia, før Generalinden kom med Fru
v. Hönck. Generalinden undlod aldrig, efter sin
svenske Skik, at neje, naar hun hilste, og dette i
Forening med de svenske Taleformer: »ydmygste
Tjenerinde« o. desl. gav hende noget Koldt og
var tillige et Skjul for, hvad hun bag Høfligheden
tænkte. Fru v. Hönck fæstede strax sine bløde,
mørke, ildfulde Snogeøjne paa Hende og mig med
et Udtryk af Venskab; men i dette
Venskabs-Udtryk spillede Noget ligesom Snogetunger.
Da jeg efter en Stunds Forløb gik fra
Paladset, traf jeg en romersk ung Herre af
»Selskabet«, der strax begyndte at tale om Damerne.
Han havde den foregaaende Dag set en ny
Skjønhed paa Monte Pincio og satte hende højere
end de Smukkeste, vi kjendte. Han talte dem
op paa Fingrene, og iblandt dem kom ogsaa
ligesom i Forbigaaende Baronesse Panin. Hun var
smuk, sagde han, ja, unægtelig, men hun var kold.
Jeg havde kunnet kysse ham for det Ord. Jeg
tog det som en fælles Dom fra Alle dem, der
havde hyldet, maatte have hyldet hende.
En Omstændighed foraarsager, at Kjærligheden
ikke kan holde sig som fri, glad, lyksalig
Be-undren, men faar en Tilsætning af Smerte og
bliver en Lidenskab, - og det er dels de Andres
Beundring, dels Trangen, Ønsket, Længslen efter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
