Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
321
til Bjergene og ind i det stille Solskin, var hele
Verden forsvunden for mig, og jeg saa ikkun Et :
Hende. Jeg følte Ensomheden, hvori vi sad,
endskjønt Arbejdere gik om i nogen Afstand, og
jeg forbavsedes og var henrykt over, at Lykkens
Solgunst faldt saa rigt paa mig, at jeg var ene
med Hende. Men jeg turde ikke sige det, jeg
var mere frygtsom med mundtlige Ord end med
Breve, og jeg kunde ikke tale om nogen anden
Gjenstand, og da jeg ikke turde tale om hende
som Helhed, som det udelukkende Ene, søgte
jeg dog i det Mindste at tale om en Del af
hende og fandt i den hurtige Tankehvirvel
Historien om Hunden og Børnene. Jeg ved ikke,
hvordan jeg fik det indledet; men jeg fik sagt:
»Jeg har hørt en Historie om Dem; den lader
til at have givet Dem et stort Navn i Egnen om
Via Basella.«
Hun svarede: »Ja, den lille Begivenhed har
været mig en sand Velsignelse, fordi den bragte
mig i et venligt og godt Forhold til nogle
Mennesker af den Slags, som vi kalde »Folket«, og
saa fik jeg Lejlighed til at lære Noget. Jeg har
aldrig kunnet lide at give Almisse. Dersom det
er en Fejl, saa er jeg født med den. Det har
altid forekommet mig, at den, der giver Almisse,
derved sniger sig fra Betaling af en større Gjæld,
og paa samme Tid, i de fleste Tilfælde, for at
have denne Tilfredsstillelse, nedværdiger et andet
Menneske. Jeg mener, at man skal lindre de
M. Goldschmidt. VI. 21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
