Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
394
Da hændte det en Eftermiddag henad
Solnedgang, at jeg var gaaet fra Kilden og den
grønne Plet, hvor Teltene stode, og langt ud paa
den sandede Slette. Men Jordbunden saa ikke
ud som Sand; den var lyseblaa med et svagt
rødt Skjær som en Amethyst eller Opal, og
Luften over den var som en blaalig,
gjennem-sigtig Sø, der i sine øvre Lag blev lilla, violet,
purpurrød pg gylden, stærkest og mest flammende
mod Vest, hvor Solskivens Rand berørte Jorden.
Jeg kom til at vende mig imod Øst og
saa min Skygge falde, ikke som paa én
evropæisk Slette ved Solnedgang ikkun lang, men
uendelig; der var ingen Grænse for den; dens
sorte Stribe syntes at naa til de Forsvundnes
Land, som et Baand, der knyttede mig til det,
eller som en Bro, hvorover jeg kunde vandre
til dem.
En anden Skygge dukkede pludselig op i
den og nærmede sig mig; jeg blev staaende aande-,
løs og ventede Dødsenglen.
Det var en gammel Araber, der vilde til
Teltene. Han sagde, da han kom mig nær og
kjendte mig i det hastig svindende Lys: »Fred
med Eder! Nu kommer Duggen.«
Dette simple Ord rev Stenen løs fra et
Kildevæld af Følelser og Tanker. »Min
Velsignelse skal komme til Dig som Himlens Dug den
Aften, Du mindst venter det.« Det var for mig,
som om jeg følte den komme svalende over min
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
