Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
464
hele min Rejse og hele Udbyttet af min Rejse;
thi i dette Mørke fandt jeg Noget, jeg visselig
ikke havde tabt eller glemt der — mig selv.
Det bliver sagt, at Mørket er ikke Menneskets
Ven; men det gaar dermed som med saa mange
andre vise Ord, at deres Sandhed afhænger af
Omstændighederne. Næsten Ingen kjender Mørket,
undtagen som man kjender det Meste: paa
Overfladen, i Afstand. Man ser det komme, tænder
Lys, og naar man om Natten skal leve i det,
lukker man Øjnene. Men at være i Mørkets
Midte, følende det ikke som Mangel paa Lys,
men som Existens — naar det ligger som en
virkelig Verden tæt om os, hvilende i sin egen
tavse Hemmelighedsfuldhed, stille spottende den
Sans, der ellers leder os og saa ofte leder os vild
— naar i Kampen imod det vort Øje er blevet
træt af at stirre og Øret forgæves kæmper for
med sin svagere Sans at hjælpe Bevidstheden og
erstatte Synet — saa kommer der et Moment, da
man kastes helt ind i sig selv og søger
Lyspunktet inden i sig som eneste Modsætning til
det store umaadelige, svævende Ubekjendte, Mørket.
Jeg tror, jeg havde gaaet og længe gjentaget de
underlige, halv kokette og dog sørgmodige Ord
i Ingeborgbrevet:
»Ak, bliv ej paa det blege Ansigt vred,
Det er ej stygt, det fik jeg tidt at vide —«
men nu standsede jeg pludselig ved andre Ord i
Ingeborgs Brev, som jeg forhen ikke havde lagt
saa megen Vægt paa:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
