Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
491
med munter Latter, »det har jeg opgivet for
længe siden. Men Kritiken var forresten meget
velvillig, saa vi vilde ikke mødes som Fjender,
selv om jeg endnu henhørte til hint irritdbile
genus. — Saa Du kjender den Herre, Henning
Jepsen ?«
»Ja, han siger, han bor hos mig.«
»Siger han det? Ved Du det da ikke?«
»Nej, vor Mor har taget imod ham, mens
jeg var borte, og jeg sagde nok, strax da jeg saa
ham, at han skulde op paa Gaarden.«
»Naturligvis skal han .op paa Gaarden! Du
er en brav Mand, Henning Jepsen, Du ta’er ikke
mine Gjæster fra mig. Hent nu Herrens Tøj,
saa kan vi vei lægge det paa Sadlen.«
Med disse Ord sprang Rytteren af, og da
jeg nu fik set nøjere paa ham, dukkede en
tidligere Erindring op. I Almindelighed, naar vi
efter længere Tids Forløb gjense en Bekjendt,
maa vi tage Aarenes Slid med i Regning, for at
gjøre os den indtraadte Forandring klar. Enten
er Sundhed og Kraft gaaet bort, eller noget
Barnligt har maattet vige for Modenheden, eller
deslige. Men her var det Modsatte foregaaet: et
Udtryk af drømmende Tænksomhed havde givet
Plads for noget Barnligt, den blege Civilisations
Spor vare vegne for en frejdig Sundhed, Ansigtet
var voxet fra en fin Oval til en kraftig Oval, og
paa Stemmen skulde jeg aldrig have kjendt en
Digter, ikke engang en forhenværende. Thi Alle,
der høre til det Fag, have noget ejendommelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
