Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Beckers Ord som Tegn paa, at han med ond
Vilje opdigtede Noget imod hendes Nærmeste.
Becker mærkede med nogen Uro eller Forundring
denne Stemning hos Ellinor, denne Følelse, der
unddrog sig hans Souverainetet; men han tav
foreløbig.
Den Eneste, hvem Becker aldrig sagde et Ord
om, var Kapt. Hansen, enten fordi han ikke vilde
se endnu, eller fordi han ikke kunde; thi det er
jo det Mærkelige selv ved skarpsynede Ægtemænd,
at de saa let se fejl i et Kapitel, hvor en Rival
aldrig vilde blive skuffet — maaske netop fordi
Ægtemanden saa ofte ophører at være Elsker.
Dog var det maaske ogsaa, fordi Kapt. Hansen
havde afvæbnet ham ved at betro ham en
Hemmelighed.
Kapt. Hansen og Vilhelm traf en
Sommerdag sammen ude i Skoven. Vilhelm havde været
i Byen for om mulig at se Ottilie hos Beckers
og havde ogsaa opnaaet denne Lykke, men med
samme Resultat som hidtil. Han var gaaet ud
til Skoven for at sejle med Helsingørsdampskibet
fra Bellevue, og da han havde Tiden for sig, gik
han ind i den ensomme Skov for at vente. Der
traf han Hansen ene, og de gik i Samtale om
ligegyldige Ting op ad Vejen til Fortunen.
Omtrent midtvejs staar tilvenstre en Hvidtjørn, og
ved den er anbragt en Bænk; Tjørnen stod helt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
