Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Virkningen havde altid været, at han ved at
pas-.sere disse Bænke havde følt sine Ben besynderlig
usikre og sit Hoved trykket mere end sædvanlig
ned imellem Skuldrene, og han havde altid
förnummet en stor Lise ved at slippe fra alle disse
Øjne. Nu, da i det Mindste hans Skæbne var
voxet, havde han faaet Dristighed til at være
fornem paa den Maade, at han selv satte sig paa
en af disse Bænke, og skjønt Livet, som vi ret
strax ville erfare, tilbød ham andre Adspredelser
eller Fornøjelser, var og blev denne dog den,
han foretrak. At sidde og hvile der i godt
Selskab (som han antog), at høre paa Folks
summende Tale, at se paa de Forbidragende med
Opmærksomhed eller efter Omstændighederne
med Malice, skaffede ham en Nydelse, der steg,
naar han kom ud af Haven og en Droskekusk
løftede paa Hatten og spurgte: »Vil Herren ha’e
Vogn?« — Droskekusken kunde altsaa se paa
ham, at han var en Herre og kunde betale. Det
overraskede og behagede ham ligesom selve den
Kjendsgjerning, at han virkelig havde Raad til at
give to Mark — thi at han var rig, var Noget,
der altid blev ham nyt, og den første, uvilkaarlige
Følelse ved enhver Lejlighed var Fattigdom, den
Afhængighed af faa Skilling, hvori han var født,
hvormed han var voxet op og blevet Mand. Sad
han da i Drosken, saa var det altid paa Randen
af Sædet, stiv, halv stolt, halv undselig over at
vise sig tilvogns, hvorimod Gidel lagde sig
tilbage og nød Drosken som en Ekvipage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
