Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at tænke. Som Havet i et Lune har sat Værn
om Stedet imod sig selv, saaledes bøder Naturen
ved enkelte Smil paa den Barskhed, hvormed den
behandler det. Paa Klithøjene skyder den
rug-agtige Marehalm op, holder med sine lange, fine
Rødder Flyvesandet fast og dækker en Del af
dets Nøgenhed med Grønt; hvor der er lidt Læ,
voxer Dværgpil og den koralagtige Rævling, ja
endog Blomster. En ganske lille Bæk tager sit
Udspring ved Foden af Volden, løber midt imellem
Gaardens to Længder og ud gjennem Klitten og
har vel hjulpet Menneskene under deres
haard-nakkede Arbejde med at gjøre Marken frugtbar.
Paa Sommer- eller stille Efteraarsdage kan det
Hele, den lave, tavse Gaard, den sagte rislende
Bæk, den grønne Mark, de vidt omkring bølgende
Klithøje smile saa blidt, saa vemodig tillokkende.
Det vækker hos den Fremmede Tanker om det
fjerne, større Livs Indhold og Glæde og om Alt,
hvad Glæden trues af. Det synes at sige, at hvis
man hist skulde friste de store Tab, miste det
Kjæreste og tabe sine Formaal af Sigte, og hvis
man da havde for lidt eller for meget Mod til
selv at gjøre Ende paa sit Liv, saa kunde man
ty hertil for i Stilhed at modtage Døden — eller
maaske finde Livet.
Men for dem, der stadig opholde sig her, er
det naturligvis anderledes. Vanen gjør det
Ejendommelige hverdagsligt, tager Braaden af Meget,
der kunde foraarsage Pine, frembringer en vis
Overensstemmelse mellem de ydre Forhold og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
