Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 3. 19. Oktober 1884 - Ward, Artemus. Marion. En Roman efter fransk Mønster. Ved I. S. - Theatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 3.
HJEMME
33
Huri for forbi mig i sin tille Vogn. Jeg saa’ hende kun et Øjeblik
— maaske kun et Minut — men hun tog mig fangen for Tid — for
Evighed. For Evighed!
Efter den Tid fulgte jeg efter hende, hvorsomhelst hun gik hen.
Tilsidst lagde hun Mærke til mig — hun smilede. Mit Valgsprog var
» en avant .1 Det er et fransk Ord. Jeg saa’ del bag i et Lexikon.
iii.
Hun skrev til mig, at jeg maatte komme og besøge hende i hendes
eget Hjem. O Glæde! O unævnelige Fryd! Besøge hende i hendes
eget Hjem!
Jeg gik derhen efter Skumringen, i det blide Maaneskin.
Hun kom mig i Mede i Alleen, i den skonne Midsommeraften —
kom til mig, klædt i hvidt — det gyldne Haar i prægtig Uorden —
vidunderlig dejlig, og dog badet i Taarer.
Hun fortalte mig, hvorfor hun græd. Marquien — han var en
Despot — havde nylig behandlet hende paa den afskyeligste Maade.
Den samme Morgen, ved Krokosten, havde han sagt, at
Fiskefrikadellerne var daarlige, og havde rynket paa Næsen af de syltede Log.
Hun laver god Mad. Naboerne kan bevidne det. Og saa at hore
af den låve Marquis — en Mand, som før han blev gift spiste paa de
billigste Spisekvarterer — hore af ham, at hun ikke forstod at stege
Fiskefrikadel.er — det var for meget — det var oprorende
Taarerne styrtede ud af hendes Øjne. Jeg græd ogsaa. Jeg
blandede mine Taarer med hendes. Flygt med mig. raabte jeg.
Hendes Læber mødte mine. Jeg holdt hende i mine Arme. Jeg
folte lendes Aande paa min Kind.
■Flygt med mig. Til New Yorkl Jeg vil skrive Romaner til
Aviserne - virkelige franske Romaner — med Moral i. Sypiger og
unge Kræmmersvende vil tilbede mig, og [eg vil samle mig en Formue
ved min Pen.s
For hun kunde svare — forend hun kunde udtale sin Henrykkelse,
kom lian, hendes Mand, Marquien, listende som en Slange og
overrumplede os.
Skal jeg skrive det ( Han sparkede mig ud af Haven - han
sparkede mig ud paa Gaden.
Jeg kom ikke tilbage. Hvor kunde eg ; Jeg, saa ætherisk, saa
fuld af Sjæl, af Følelse, af sprudlende Vid! Han saa plump, saa
praktisk, saa tyk!
Var jeg kommet tilbage, havde Uhyret sparket mie ud igjen.
Saa rejste jeg bort fra Paris og kom til dette Sted — dette Sted,
saa ensomt, saa trist.
Aa!
Aa nej da!
theatrene
Det kongelige Theater havde den förste Aften ikke megen
Glæde af Hoigcr Drachmann! ny lille Skuespil I,y kken 1
Aren-zan o.. Er det ct (Iffer, Digteren har villel kaste i den misundelige
Skæbnes Gal), inden han med sil bebudede llela/tonsstykke tStrænge
Herrer- rykker frem for Alvor? I saa Fald har da hverken Pressen
eller Publikum heller tovet med at modtage Ofret, og hvor stor
Pris end tHjemme og Ude. sætter paa Digteren, tor det ikke gan
videre end i del mindre Nederlag at sé et forhF.abentligt godt Varsel
om den næste storre Sejr. Lykken er ei skrøbeligt Kar, og
«Lykken i Arenzåno ct svagt Arbejde, ikke blot i dramatisk
Henseende, fordi der tales mere end der handles, og tilmed tales om
en Mængde Ting, der er selve den Smule Handling, Stykket
indeholder, temmelig uvedkommende j Skuespillet har en værre
Fejl, en Brøst eller Brist i sit Idéindhold, som virker frastødende
og pinligt. Efter Anlæget skulde saavel den unge Pige soui den
ældre Ungkar, have Tilskuernes Sympathi. Digteren vil aabenbart
interessere os for deres tilkommende Livslykke. Men dec er
overmaade lidet tiltalende afArnfcldt saaledes at nedsætte en fraværende
og forsvarsløs Tredjemand, i Særdeleshed da han ikke blot af
ideelle Hevæggrunde vil aabne Hilmas Øjne, men selv ønsker al
vinde hendes Kjærlighed, og del er endnu mindre tiltalende, at den
unge Pige, medens hun enduu paa Tro og Love er bundel til sin
Ven i Rom, saa bråt opgiver ham og kaster sig om Halsen paa
den ny Bejler. Hun burde utvivlsomt, naar Arnfeldts Ord har
gjort >aa strækt ct Indtryk paa hende, have forlangt af sin Motter,
at de strax skulde rejse til Kom, for at hun dér med sine nu
aabnede Øjne kunde se paa sin tidligere Forlovede, og först efter
aabent og ærligt at have brudt med ham, burde hun kunne indlade
sig pan en ny Forbindelse. Og dog kunde det nok tænkes, at
Stykkel spillede sig op og blev en Stund paa Repertoiret. Har
man nemlig først ydet Kritiken, hvad der tilkommer den, og er i
Stand til at give sig lien og blot lytte efter Replikerne, saa runnne
disse saa rig en Livserfaring og fremsætte saa mange i og for sig
træffende Bemærkninger om alle Haande Forhold og menneskelige
Følelser, at der ikke er lidet at tænke nærmere over. Del er en
Digter <af Livets Naade», der taler om Livets Gang, om Kjærlighed
overhovedet og om unge Pigers i Særdeleshed. Han kjender tildel
bølgende, det springende i Menneskehjærtet, og der er som altid
Flugt og Varme i hans Lyrik. Man kan ganske visl nu og da
være uenig med ham i de Maximer, han, tidt for doktrinært,
øjeblikkelig vil slaa fast for Tid og Evighed, som f. Ex. i de noget
uvillige Repliker oin Kunstnerne, inen der bliver nok tilbage til at
glæde og fængsle én. Faar Drachmann en Gang fat i et virkeligt
dramatisk Stof, og lykkes «lel ham at U rme dette, saa sidtier han
inde med et Fond af Stemning, Livsfylde, I’oesi, eller hvad man
nu vil kalde det, som kun altfor ofte m.’sngler i del moderne
Skuespils Replikskifte. Det vilde være en Paradox al paastaa, al
Drachmann lmr det væsenljge og fattes del uvæsenlige, thi det er en
Selvfølge, at ei Drama først og fremmest skal være dramatisk, men
saafremt Teknikcn, Tømmerkonstruktionen og Tilrettelæggelsen, dog
overvejende er noget ydre, saa maa alt ^ligt ogsaa kunne Ures og
tilegnes, især naar det gjælder en Perfektibilitet som Drachmanns,
og trods alle Spaadomme 0111 det modsatte, turde den Dag ogsaa
komme, da Digteren paa Scenen vinder en Sejr, som kan staa paa
Højde med hans Triumfer paa Lyrikens og Novell ist i ken» Omraader.
Det var ogsaa et godt Tegn at ve, med hvilken Omhu og
Forstaaelse Skuespillerne tog deres Opgaver. De tre Hovedroller
bleve spillede lige udmærket al’Fruerue Eckardt og Ilenningi, samt
af Hr. Emil Pmtlten, Den lidt kokette Moders Overfladiskhed, den
unge Piges hæl’tige Overgange og den i Livet modnede Mands
noget tunge, men paalidelige Alvor dannede en smuk og interessant
Samklang af god og virkningsfuld Skuespilkunst. Og denne Kunst
i Forening med selve Replikernes stemningsfulde Lyrik vil maa-ke
alligevel bringe Theatret mere Glæde af det lille Skuespil, end det
den første Aften tegnede td.
Chr. Richardts ’Deklarationen var fornøjelig at gjense.
Forfatteren, der ined sine Viser og Sange saa ofte i sin l’ngdoin
var en elskværdig Skolar af Hostrup, har formodentlig ogsaa en
Gang set dennes Skuespil som et lokkende Maal i det fjærne, men
denne lians fordringsløse Studenterkomcdie fra Halvtredserne lik
alligevel ingen Efterfølgere. Deklarationen • handler i og for sig
ikke om meget, men der er en to, tre morsomme Typer, -mukke
og gode Sange, og et visl smittende Humor Over det hele. Da
Vaudevillen sidst, for en 15—1(5 Aar siden, gik over Scenen, var
Udførelsen noget nær mønsterværdig. Nu hævder kun Fru Phister
med O Ians de gainle Traditioner, men baade Hr. Oh’/ Paulsen
(Præsten) og det unge Ægtepar .1 fantiiut (Adjunkten og en af de
unge Piger) gaar tappert i Ilden. Alle yngre, hvis Fornøjelse
ikke kan overskygges af Mindet om Kr. Mantzius og Fru Sødring,
har al Grund til at sætte Pris paa denne Genoptagelse, især i disse
magre Tider.
O. B.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
