Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 4. 26. Oktober 1884 - Tolstoy, Leo. En Rekognoscering. Fortælling. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2 7
HJEMME OG UDE.
Nr. 2.
og ned ad Linjen knitrer det af Geværskud Slag
i Slag. Krudtrøgen jager ud i lange, hvide Søjler,
sænker sig til Jorden og trækker som Taage langsomt
ud over det dugvaade Græs. Oberst Chasanow
gal-loperer hen til Generalen og holder i fuld Fart Hesten
an lige paa Stedet.
»Befaler Deres Excellence at gjøre Indhug med
Kavalleriet? siger han med Haanden til
Kasketskyggen og Albuen i Linje med Skulderen, pegende
med venstre Haand paa en Flok beredne Tartarer, i
Spidsen for hvilke to Dhigitaer paa hvide Heste
tumle sig, udfordrende svingende de med røde og
blaa Tøjstumper behængte Lanser.
Ja, gjor det, Iwån Michåilowitsch. Gud være
med Dem. Obersten vender Hesten bråt, trækker
blank og raaber: Hurra!
»Hurra, Hurra, Hurra, runger det ned over
Geledderne, og Rytteriet flyver af Sted efter ham.
Alle følge dem med Øjnene. Den ene
flagsmykkede Lanse efter den anden kommer frem ovre paa
den modsatte Side.
Fjenden afventer for Resten ikke Indhugget, men
trækker sig tilbage til Skoven og aabner en heftig
Geværild. Kuglerne flyve tættere.
Quel charmant coup d’æil, bemærker
Generalen, behændigt manøvrerende et Par Skridt
side-længs paa sin sorte, smalbenede Blodhest.
»Charmant! < svarer Majoren forbindligt og holder
Trit med Generalen, klappende Hesten ned ad Siden
med strakt Ridepidsk. »C’est un vrai plaisir, que la
guerre dans un si beau pays,<. tilføjer han.
Et surtout en bonne compagnie, fortsætter
Generalen elskværdigt.
Majoren bukker, bojende sig over Saddelknappen.
I samme Øjeblik for et fjendtlig Projektil med
modbydelig Hvæsen forbi og smækkede ned i noget.
Bagved hørtes Stønnen af en saaret. Denne Stønnen
virkede saa ubehageligt paa mig, at det farverige
Krigsbillede strax tabte hele sin Tiltrækningskraft
over for mig; men ingen, uden jeg, syntes at have
bemærket, hvad der var indtruffet. Majoren ler
tilsyneladende af ganske Hjærte; en anden Officer
fortsætter uanfægtet den Sætning, lian havde begyndt,
og Generalen ser til den modsatte Side, gjørende en
eller anden Bemærkning paa Fransk med den største
Sindsro af Verden.
Befaler De at besvare Ilden der ovre fra ? spørger
Artillerichefen, gjørende Front for Generalen.
»Aa, ja, plaf lidt paa dem,« siger Excellencen
skjødesløst, idet han tænder sig en Cigar.
Batteriet kjører op, og Beskydningen begynder,
Jorden ryster underSkuddene. Røde Ildtunger spille
uafladeligt, og Røgen, gjennem hvilken man næppe
kan skjelne Betjeningen, der er sysselsat omkring
Feltstykkerne, slører Udsigten til.
Den fjendtlige Aul er beskudt. Atter kommer
Oberst Chasanow sprængende og styrter, efter at have
indhentet Generalens Samtykke, løs paa Aulen. Hurra-
raabene runge paa ny, og Kavalleriet forsvinder i
Støvskyen, det lofter omkring sig.
Skuespillet var i Sandhed imponerende. Kun
ét svækkede Indtrykket noget og forekom mig, der
ikke umiddelbart tog Del i hvad der foregik,
temmeligt overflødigt, nemlig de alt for stærke Bevægelser
og den bestandige Raaben og Skrigen. Man kom
uvilkaarligt til at tænke paa en Mand, der af alle
Kræfter hugger løs med en Øxe paa den blotte Luft.
IX.
Aulen var allerede besat af vore Tropper, og
ikke en eneste fjendtlig Sjæl var tilbage deri, da
Generalen og hans Følge, til hvilket ogsaa jeg sluttede
mig, red ind deri.
Lange, omhyggeligt hvidtede Jordhytter med fladt
Tag, og høje, smukke Skorstene laa rundt om paa
de ulige store, stenede Smaaliøje, mellem hvilke en
lille Flod slyngede sig frem. Fra den ene Side kom
de af det fulde Solskin belyste, grønnende Haver
med store Kvæde- og Blommetræer til Syne, paa den
anden steg nogle besynderlige Skygger op af Jorden,
lodretstillede, langagtige Stene og spinkle Lanseskafter
med øverst oppe befæstede, brogede Vimpler. Det
var Dhigitaernes Begravelsesplads.
Tropperne stode opstillede uden for Aulen. Et
Par Minutter efter styrtede Dragoner, Kosakker og
Infanterister med synlig Fornøjelse ind gjennem de
krumme Gyder af den forladte TartarlancLsby, hvor
der hurtigt blev livligt. Et Sted ramlede et Tag ned,
eller en Øxe dundrede mod en aflaaset Dør og brød
den op; et andet Sted gik der Ild i en Høstak, i et
Plankeværk eller i en af Hytterne, og en tyk Røgsøjle
løftede sig lodret op i den stille, klare Luft. Der
kommer en Kosak, slæbende paa en Sæk Mel og et
gammelt støvet Tæppe; en Linje-Soldat viser sig med
glædestraalende Ansigt i Døren til en af Hytterne,
holdende et Tinfad i den ene og en Klud i den anden
Haand. F2n af hans Kammerater spærrer begge
Armene ud fra hinanden og anstrænger sig for at fange
to Hons, der med fortvivlet Kaglen og Klukken
flagrede op og ned i Hjørnet af en Indhegning. En
Dragon havde fundet sig en sort Lerkrukke med
Mælk; han drikker af Krukken alt, hvad han kan
orke, og kaster den saa fra sig, saa Bunden flyver
ud af den.
Batailloner^ med hvilken jeg var rykket ud, stod
ogsaa inde i Aulen. Kaptejnen sad oppe paa et af
de flade Tage med Benene hængende ud over Muren
og blæste den ene Mundfuld blaa Rog efter den
anden ud i Luften med en saa hverdagsagtig Mine,
at jeg ved at se paa ham øjeblikkeligt glemte, at jeg
befandt mig i en fjendtlig Aul, og kom til at føie
mig fuldstændig hjemme.
»God Dag, god Dag, sagde han, da han fik
Øje paa mig. »Er De ogsaa kommet med?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
