Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 4. 26. Oktober 1884 - Tolstoy, Leo. En Rekognoscering. Fortælling. Fra Russisk ved Thor Lange
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 2.
HJEMME
OG UDE.
48
Løitnant Rosenkrantz’s høje Skikkelse kom ti)
Syne snart paa det ene, snart paa det andet Sted i
Aulen. Han kommanderede uophørligt til højre og
venstre og saa ud som en Mand, der har yderligt
meget at tage Vare paa. Jeg lagde Mærke til,
hvorledes han, med et triumferende Blik omkring sig,
traadte frem fra en Sakla; efter ham trak to Soldater
en gammel Tartar med Hænderne bundne bag paa
Ryggen. Den gamle, hvis hele Dragt bestod i en
broget forreven Skjorte og et Par lappede Benklæder,
var til den Grad mager og udtæret, at det saa ud,
som om hans Knokkelarme havde ondt ved at blive
hængende ved Skuldrene. Ansigtet og tilmed en
Del af hans ragede Isse var gjennemfuret af dybe
Rynker; den tandløse, fordrejede Mund, indfattet af
graat, studset Skjæg, bevægede sig uafladeligt, som
om han tyggede paa noget, men i de rode, indfaldne
Øjne glimtede endnu en Gnist af fordums Ild og
Foragt for Farer og Fjender.
Rosenkrantz lod ham ved Tolken spørge, hvorfor
han ikke havde fjærnet sig tillige med de andre.
Hvor skulde jeg gaa hen ?« svarede han roligt,
betragtende Officeren.
Derhen, hvor alle de andre gik, sagde en af
de omstaaende.
De unge Dhigitaer gik bort for at overfalde
Russerne, men jeg er en Olding.«
»Er du da ikke bange for Russerne?«
■ Hvad skulde Russerne vel gjøre mig ? Jeg er
en Oldinge gjentog han og kastede et ligegyldigt
Blik hen over Kredsen, der samlede sig om ham.
Paa Tilbagevejen saa jeg denne gamle Mand
uden Hue og med Hænderne stramt surrede sammen
paa Ryggen dingle i Sadlen bagved en Linjekosak.
Man behøvede ham til Udvexling af Fangerne.
Jeg krøb op paa Taget og satte mig ved Siden
af Kaptejnen.
Fjender var der nok ikke mange af,« begyndte
jeg. for at faa hans Mening at vide om Dysten, vi
havde bestaaet.
Fjender, t gjentog han og saa paa mig, »nej,
det skal De have Ret i, for der var slet ingen. Det
kan man ikke kalde Fjender. Vent til i Aften, naar
vi begynde at trække os tilbage, saa skal De blot
se, hvor de følge os paa Vej. Saa mylre de i
Tu-sendevis ud der henne fra,« tilføjede han, pegende
med Pibespidsen over paa den snævre Kløft, som vi
tidligt om Morgenen havde passeret.
.Men hvad er det dér?« spurgte jeg med nogen
Uro, afbrydende Kaptejnen og pegende paa en Hob
Kosakker, der stimlede sammen ikke langt fra os.
Inde i Flokken lød det som Graad af et Barn,
og en Stemme sagde:
Vent lidt, vent, ellers se de os. Kom med
en Kniv.<
De ere ved at dele et eller andet, de
Slubberter.« sagde Kaptejnen koldblodigt.
Men i det samme sprang omme fra et Hjørne
den smukke Fændrik med opspilede Øjne og Ansigtet
blussende af Sindsbevægelse ind paa Kosakkerne og
huggede med begge Hænder los i Ryggen paa de
nærmeste:
Af Vejen med jer, fordømte Røverpak! Prøv
paa at røre ham! t skreg han lige saa højt, han kunde,
med sin Barnestemme.
Ved Synet af Officeren for Kosakkerne til Side
og slåp ud af Hænderne et hvidt Gedekid, der
gal-loperede bort mellem Benene paa dem. Fændrikken
tabte fuldstændigt Hovedet, stammede et Par
usammenhængende Ord og blev i stor Forlegenhed staaende
stiile. Opdagende Kaptejnen og mig oppe paa Taget,
blev han endnu rodere i Hovedet og kom hen til os.
»Jeg troede, at det var et Barn.« bemærkede
han undseligt.
X-
Generalen red i Forvejen med Kavalleriet. Den
Bataillon, med hvilken jeg var kommen, dannede
Arrieregarden. Kaptejn Chlopows Kompagni og
Delingen, som førtes af Løjtnant Rosenkrantz, holdt sig
sammen paa Tilbagetoget.
Hvad Kaptejnen havde forudsagt, slog ogsaa til.
Næppe vare vi komne ind i Hulvejen, han havde
omtalt, før Bjærgboerne i Massevis mylrede frem paa
begge Side af Skraaninger nogle af dem paa saa
nært Hold, at jeg tydeligt kunde se, hvorledes de
forreste af dem, krybende sammen, smuttede med
deres langløbede Geværer fra det ene Træ til det
andet.
Kaptejnen tog langsomt Uniformshuen at" og
korsede sig; nogle af de ældre Soldater fulgte hans
Exempel. Oppe paa Skraaningen mellem Træerne
begyndte en øredøvende Hujen og Skrigen, i-ai,
gaur! Ums, i-ai!« Korte, skrattende Riftelskud fulgte
Slag i Slag paa hinanden, og Kuglerne hvinede fra
begge Sider af Vejen. Soldaterne svarede paa
Tiltale ved at fyre saa tæt og hurtigt som muligt, men
tav for Resten. Kun hørte man somme Tider inde
fra Rækkerne en enkelt Bemærkning som for
Exempel : Han kan sagtens der oppe, han ligger bag ved
Træerne og skyder. Havde man bare en Kanon til
at lette ham af Vejen med.«
Nogle Feltstykker kjørte op, og efter et Par
Salver med Karteschcr syntes det, at Fjendens Ild
betydeligt stillede af. Men det varede kun et
Øjeblik, saa dundrede det los igjen fra alle Kanter om
os, og den samme Hujen og Skrigen begyndte forfra,
endnu stærkere end før.
I en tre Hundrede Favnes Aistand fra Aulen
kom nogle Kanonkugler susende ind over os. Jeg
saa en Soldat blive reven midt over af en af dem;
men hvorfor skulde jeg skildre denne Scene i sine
Enkeltheder, naar jeg selv vilde give meget for at
glemme, hvad jeg saa.
Løjtnant Rosenkrantz skod selv med Riffel, skreg
og kommanderede ualbrudt og galloperede i fuldt
Firspring op og ned ad Linjen frem og tilbage. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
