Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 5. 2. November 1884 - Pontoppidan, Henrik. Introduktion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
bedre Familier bogstavelig ikke talt om andet end
disse unge Mænds Fremtidsplaner. Et Spil al’lntriger
og Forstillelse, Bagtalelse af formodede Rivalinder,
ømme Øjekast og ivrige Modres Smiger havde spundet
sit hemmelige, men virksomme Net omkring dem i
hele Miles Omkreds.
Snart hviskedes der med Skadefryd om én, snart
om en anden, som skulde have trukket Garnet til
sig i den Tro, at en af Fuglene endelig var fangen.
Der gik næppe en Dag, uden man horte om, at nu
brændte Tampen her, nu slukkedes den dér.
Men ingen tænkte paa det lille
Kancelliraads-hjem eller de to stilfærdige Piger, der saa beskedent
skjulte sig i deres silkeforede Kyser.
Og dog sad der snart ogsaa her én, der blev
rød, hver Gang hun hørte Skud rulle ud fra
Klosterskoven, — og en anden, der blev hvid, blot hun
horte Lyden af Hovslag ude fra Vejen.
Og som nu Skæbnen underligt kan spille selv
med vore snedigste Anslag og Beregninger, saa blev
det netop disse to unge Hjærters Banken, den denne
Gang lyttede til. — En skjøn Dag forbløffedes
Verden ved den Meddelelse, at først den ene, og
strax efter den anden af de saa meget omstridte
Personer havde været med hvide Handsker hos
Kancelli raaden.
Nu traf det sig saa passende, at det just blev
Kamma, den ældste, der kom til Klostret. Der var
nemlig noget over hele hendes Skikkelse og stolte
Blik, der ligesom paa Forhaand bestemte hende til
en Borgfrues Værdighed. Dette høje, unge og dog
fuldmodne Legeme var som skabt til at bære Silke og
Brokade over bonede Gulve, disse runde,
marmorhvide Skuldre til at lyse over mørkt Fløjl i festligt
oplyste Sale.
Betty derimod var, trods sine atten Aar, endnu
lille og bly. med noget af Barnets ubevidste Ynde.
Rødmende og blegnende, som Mælk og Blod, holdt
hun sig helst ligesom i Skjærm bag sin ældre Søster,
og saa halvt frygtsom op bag Øjcfrynsernes buede
Silkegilter.
Man kom ved at sé hende til at tænke paa disse
-kjønne, rørende Smaaknopper, der ængsteligt
skjæl-vende staar og gjemmer sig bag Græsset; . . . indtil
en Dag den rette Solstraale hegger sig for dens Fod. Thi
da aabner den i Løndom en blændende F’avn, fuld af
berusende Sødme.
Ved Søsterens Bryllup, der ved Sankt Hansdags
l id blev fejret med fyrstelig Pragt i selve Klosterets
nypudsede Sale, havde hun sét saa bedaarende ud
med sin nye, sølvblanke Atlaskkjole, sine violblaa
Ojne og enlige lille Rose i det mørkebrune Haar.
Og ved denne Lejlighed var det nok ogsaa, at den
unge Herre til Gudersløvholm til sidst kastede sig for
hende i et af Sidekabinetterne.
Denne nye Sejr for de før saa ganske oversete
Kancelliraadsfrokner gjorde i den saa sørgeligt
skuffede Verdens Øjne Formastelsen komplet. 1
Virkeligheden var det ogsaa et Slag, bitrere end det første.
Ganske vist havde Klosterbaronen baade tungere
Kister og et vægtigere Navn, end Ejeren af
Gudersløvholm nogen Sinde kunde vente sig. Men paa den
anden Side ejede denne i sig selv Egenskaber, der
uvilkaarlig trak Kvinderne til ham.
Det var noget vist tavst eller diskret
lidenskabeligt, der dannede ligesom Understrømmen i hans
forovrigt fuldendt ridderlige og formrette Optræden.
Han var dertil ejendommelig smuk; velvoxen, rank,
med et regelret ovalt, næsten kvindeagtigt ovalt
Ansigt; Panden høj, hvælvet, men halvvejs dækket
af et Krus af lysbrune Lokker. Under den brændte
de blaa, lidt sværmeriske Øjne og gav, sammen med
Mundens lint tegnede Linje og en tynd, opadvoxende
Moustache, Ansigtet dets Udtryk af Ildfuldhed og
Intelligens.
Et Par smaabitte Rynker mellem Brynene og to
graa Haar i Tindingen skulde, efter hvad Damerne
hviskede, være de interessante Mindelser om forrige
Tiders Kvindegunst, — et Kapitel, i hvilket han nok
— følgende sin Slægts Traditioner — havde levet
baade rigt og forceret.
Men nu hørtes der kun om den ærlige, mandige
Alvor, der prægede al hans Færd mod smaa og store,
og som uden Undtagelse vandt alle for ham. Han
lignede slet ikke sine støjende, drikkende og
kortspillende Standsfæller, hvis Interesser han ikke delte,
og hvis Selskab han hverken søgte eller skyede. Han
elskede Kunst, men Musik over alt. Han nævntes
i sin Tid som Hovedstadens graciøseste Danser; og
paa sine mange og vidtløftige Rejser havde han
erhvervet sig en Indsigt og Dannelse, der ikke var
almindelig.
1 enkelte Øjeblikke, maaske gjennem Erindringen,
kunde lians Blik laa et pludseligt Udtryk af Barskhed
eller Tungsind, men ikke saa snart traf det Bettys
rene, barnlige Skjønhed, før det smeltede lien i den
unævneligste Hengivenhed. Og naar han sad ene
hos hende og saa ind i Øjnenes dybe Uskyldsblaat,
kunde han trykke hendes lille hvide, blode,
skjæl-vende Haand med en saa lidenskabelig, skjønt ærbødig
Ømhed, at hun, halvt ængstelig, maatte smile.
Betty var over al Maade lykkelig; blot forstod
hun slet ikke, hvor det kunde tilkomme hende. Livet
laa med ét for hendes Fod som et rosengyldent
Æventyr, hvori hun, saa ganske uforskyldt, var
kommen til at spille Prinsessens Rolle.
Nu, da hun laa alene i Kammeret, kunde hun
hver Morgen usét liste sig hen bag Gardinet, for at se
Solen staa op over Gundersløvholm. Hver Middag
sprængte en Rytter paa en gul Hest ind mod de
hvide Murpiller, hvor Betty stod med bankende Hjærte
og spejdede. Om Aftenen vendte Rytteren tilbage;
men da gik den gule Hoppe Skridt for Skridt henne
langs Grøftekanten, pustede og stampede, og saa
utaalmodig omkring paa den lyst klædte Dame, der
lænet ud imod den, med nedslagne Øjne og blussende
Kinder, fulgte dem ved Siden. For Enden af et Dige.
hvor Vejen drejede, skiltes de i Tavshed. Men saa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
