Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 5. 2. November 1884 - Pontoppidan, Henrik. Introduktion - Elmgaard, Berthel. Stakkels Thea. Landsbybillede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
63
HJEMME OG UDE.
Nr. 9.
længe Støvet af dens Hov skimtedes imod Havets
sorte Blaa derude, stod hun paa Diget med sit
viftende Slor og en Taare skjælvende i Øjet.
Noget mere ellevildt af Henrykkelse end
Kan-celliraad Ryberg, skulde man derimod lede efter i en
god Kikkert. Selv ikke Tanken om. at der nu snart
vilde blive tomt i hans Hjem, og han selv trippe om
i de tavse Stuer, havde kunnet faa Bugt med Smilet
i hans Guttaperka-Ansigt; — dette lykkelige Smil.
der efterhaanden syntes saa fastgroet i sine Gruber,
at det, selv naar han sodeligt sov, uforstyrret laa og
bævede omkring hans Læber.
I Egenskab af Sportsmand havde han navnlig
helt forelsket sig i Klosterbamsen, der i alle Maader
forekom ham som et Monster paa et Medmenneske.
Denne imponerende Storhed, som mindede om de
gamle Jættekæmper, — dette smukke Skjæg. hele
den mægtige Skikkelse, der forte med sig ligesom et
Pust af Vildt og frisk Skovluft, betog ham med den
allerhojeste Beundring. 1 Følelsen af Fællesskabet
imellem dem, rettede han sig uvilkaarlig selv i Vejret,
luer Gang han i Afstand betragtede hans mandige
Holdning. Og han lovede just sig selv for Alvor at
samle sig sammen og bekjæmpe en kvindagtig
Svaghed, da en stor og forfærdelig Begivenhed som et
Lyn splintrede den lille Lykke under Skrænten.
Den ramte saa meget des mere lammende, som
den kom saa aldeles uventet. Betty gik just og havde
stundesløst travlt med sit Udstyr; Bryllupet var
bestemt til en Gang i Begyndelsen af Avgust, og strax
efter skulde de rejse til Schweiz og Italien for at
blive borte hele Vinteren. Saa lykkelig som en ung Fugl
hoppede hun Dagen igjennem op og ned ad
Trapperne og kiggede hvert andet Minut varsomt ind i
Kammas gamle Værelse, hvor to Syjomfruer sad i
uafbrudt Virksomhed mellem Stabler og Bjærge af
hvidt Tøj — dette en Jomfrus fine Brudelinned, der
altid synes renere og hemmelighedsfuldere end alt
andet.
En Morgen, luin kvidrende kom ned fra sit Sove-
værelse, traf hun mod Sædvane ingen i Spisestuen.
Inde i Faderens Værelse saa hun derimod til sin
Forbavselse Kamma, Søsteren, gaa op og ned ad Gulvet,
bleg, i hæftig Bevægelse og med Haaret i Uorden.
I Krogen sad Kancelliraaden paa en lav Taburet
og saa fortumlet, fortabt og forgrædt ned mod Gulvet.
Lampen stod endnu og brændte midt paa Bordet
mellem Shawler, Handsker, Hat og flere Ting, der i
Forvirring laa henkastet over det;...., og med en
underlig Isnen gjennem Hjærtet huskede nu Betty, at
luin en Gang om Natten, som i Drømme, havde hort
Lyden af Stemmer og Tummel nede fra Stuerne.
Hvad der egentlig var sket, blev vel aldrig helt
oplyst udenfor Prokuratorers og Retsbetjentes snævre
Kreds. Men da Kamma ikke vendte tilbage, og
navnlig da man en Dag havde set en Vogn, fyldt
med hendes Ejendele, kjore bort fra Klosteret, forstod
man, at det maatte være det allerforfærdeligste,
hvorefter ingen Forsoning er tænkelig.
For Resten manglede det ikke paa Rygter og
Kommentarer med nærmere Detailler. Og rundt i
Egnens bedre Familier tænkte man i sit stille Sind,
at det jo kun var, hvad man havde kunnet vente:
Retfærdighedens Finger — eller, som de yndede at
udtrykke sig, den straffende Nemesis.
Men fra denne Dag var Solen ligesom gaaet
bort fra den lille Jægerbolig under Skrænten. Man
behøvede blot at gaa forbi paa Vejen for at fole, at
her havde Livets store Skygge lagt sig hen. Gule
og rode Blade sank stille ned paa Plænerne og de
grusede Gange, men ingen samlede dem op.
Blomsterne hang og raadnede paa Stilkene, men ingen
skar dem bort. Ingen lille smilende Kancelliraad med
Solhat og Havesax puslede omkring bag
Syrenhækkene, men en gammel, bojet Mand, der smaasnakkende
og hovedrystende vandrede frem og tilbage ved en
hoj, alvorlig og sortklædt Kvindes Ann. Selv Sancho
Pansa syntes at have forladt sit Vaabenkammer og
saås at sidde henfalden i sorgmodige Betragtninger
over Verdens Utroskab og Daarlighed.
Stakkels Thea.
I ands by billede af Bertel Elmgaard.
Hver Aarstid har jo sine Minder. En Aprilsdag
med Solglimt og Byger over halvgrønne Marker og
Hegn sætter Sindet paa anden Maade i Svingninger
end Septemberdagen, vækker Minder af anden Tone
og anden Art.
Saaledes ser jeg da stakkels Thea for mig. lu er
Gang Hosten lukker af for Sommerens rigt nydende
Liv, og Efteraaret glider ind paa stille, kølige Dage.
Og nu paa saadan en Dag, lydhor og klar, med høj.
ren Himmel og vid Horisont, en vemodig skjon Dag,
da Luften vifter mild hen over afredte Marker og
bærer ind til mig gjennem det aabne Havevindue en
Duft af Blomster og vejret Hor, vil jeg fortælle hendes
Historie.
Der nede ligger Landsbyen med sine grønne
Tage og grønne Træer, den stille, hjemlige Landsby,
der saa hendes unge Liv udfolde sig og atter visne.
Oppe i Luften, højt oppe i det perleklare Blaa kredse
hvide Duer om, som skinnende Sølv; ude i Haven,
under Ellekrattets Grene flojter en Solsort i Mosset.
Stakkels Thea var kommen til Byen som Høst
pige, langt ude vest fra. der hvor Østboen forestiller
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
