Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 6. 9. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
73
HJEMME OG UDE.
Nr. 9.
o. s. fr., haaber han paa et Overskud af 255 Rdr.
Man vil se, at han ikke giver Blicher noget efter i
sangvinske Forhaabninger. Resten af Brevet er særlig
interessant med Hensyn til de Oplysninger, det giver
om Bredahls Bondeliv. »Kunde jeg nu — skriver
han om de 255 Rdr. — lade disse henstaa urørte,
indtil noget var indkommet ved Salg af mine Skrifter,
saa turde jeg maaske haabe at kunne forbedre min
til Dels forfaldne Gaard (ikke fuldelig, thi da maatte
Stuehuset opbygges fra Grunden) og faa dens Jorder
tilbørlig udgravede og indhegnede i det mindste. Min
Formand, Oberst Krebs, drev Økonomien saa vidt,
at han afbrod Panelet i Værelserne, brændte Bjælkerne
i den ene Lade og 1500 Humlestænger; derpaa lob
han sin Vej og forglemte at saa Vintersæd, og jeg,
som ikke kunde se mig for i Tide, kjøbte hele
Herligheden med den i Jorden nedlagte Vintersæd t
for 5 Rdr. Sedler, hvoraf man kan slutte sig til,
hvorledes Herligheden var. Saa vidt som Krebs har
jeg nu ikke drevet det, endskjønt min Evne kun har
tilladt mig at gjøre faa Forbedringer, især ved at faa
Tag paa Husene og en Slump Stene skudte og
bortforte af Jorden. I Almindelighed hænge vi
Bønder ved det gamle, og Slendrian er en af vore
Trosartikler. Det er bedrøveligt at se, hvor langt vi
ere tiltage i vor Dont; som oftest ligger Skylden
hos os selv; thi noget kan enhver Bonde tilegne sig
af den nyere, langt fortrinligere Theori, og noget kan
han udfore, hvor arm han end for Resten kan være.
Hertil regner jeg blandt andet Sommerstaldforingen,
hvis store Fordele absolut maa være enhver Bonde
indlysende, men: Det gi’er saa farlig megen
Ulejlighed,« hedder det. Ja, vi ere træge, dovne og
dorske. Det har kostet mig mangen drøj Ed, at faa
mine Tjenestefolk til at lystre i Staldforingskapitlet,
hvilket jeg, saa vidt jeg har kunnet, hidtil selv har
besørget. Vexeldrift — ja, hvem der kunde drive
det saa vidt ved egen Hjælp, (thi at gjøre Pengelaan
duer ikke), men det har lange Udsigter med enkelt
Mand, længere med mange.
Landhusholdningsselskabet arbejder trolig nok, uden at lade sig trætte
af vor Dorskhed, Træghed, Dovenskab og Dumhed,
som vise sig virksomme ved enhver Lejlighed–
Men jeg vilde blot bede Dem indtil videre at
beholde de Penge, der maatte indkomme til mig, i
Deres Værge; men saa kom jeg ind i ct Kapitel,
som maaske har mindre Interesse for Dem end for
mig, der holder meget af en god Modding. ■ — Har
Modtageren vist dette Brev til sin Fader, har det
dog sikkert ikke undladt at vække Interesse. Baade
Ionas Collin og Frederik VI. fulgte enhver
landøkonomisk Oplysning med udelt Opmærksomhed.
I et følgende Brev fra April s. A. tilsiger han
sit Bidrag til Bibliotheket for Danske i Rom, skjønt
»vidste Hs. Hellighed, hvilken Kjætter jeg er, slog
det tilbageværende Oplag af de 4 første Dele af »Dram.
Scener», 274 Exemplarer, samt af . I.irmsongs Optegnelser paa
en Rejse«, 306 Exemplarer. — Disse Skrifter have dog nreppe
indbragt Digteren storre Summer.
han mig ihjel med Sankt Peders Nøgler«. Fra den
Kyhlamske Famulus og sig selv skal han dernæst
hilse og bede sin unge Ven, om denne vil lade et
Exemplar af alle Dram. Sceners fem Dele indbinde
og tillade, at de som en Erindring om Famulussen
maa finde en Plads blandt hans øvrige Boger. I
dette Exemplar findes foran i förste Bind følgende
smukke Linjer:
Til Eduard Collin.
Iler kommer en Sangfugl fra Voven:
en Svane fra Bolgen blaa;
men nogle vil sige: »Fra Skoven:
en usselig Finke graa.«
Nok: flyver min Fugl, eller flyder,
en Svane, en Finkehan:
erkjendtlig sin Sang den dig byder
og kvidrer det bedste, den kan.
C. Bredahl.
Den 21. April har han da set 5te Del. En
Slump Trykfejl har indsneget sig, men naar man kun
tager én Korrektur, undgaas de sjælden. Nu maa
Fuglen flyve saa langt, den vil og kan; den kommer
næppe (i det mindste ikke i store Flokke) over
Bæltet.«
I et andet Brev, af 29. Juni, skriver han: Imellem
Parnassets vældige vil her nu nok snart ligge et
Fandens Hus om Materie og Form«. Vi
Smaa-djævle krybe da i vore Musehuller og sidde dér og
kukkelure, indtil Oprøret i Republiken er dæmpet og
Kampens Helte have omvundet Spjudstagerne med
Oliegrenen. — — Naar Kampen en Gang faar
Ende, vil, haabe vi, den förste Fredsartikel komme
til at lyde som saa: Alt skal forblive paa samme
Fod som før Krigen, item: Enhver beholder sin
Mening ubeskaaren.« Med sin ovenfor berørte Pjece
»Fra gammel Gumba« tog dog Bredahl selv Del i
»Gjengangerstriden«.
Vi skulle senere se, hvorledes Bredahl ved given
Lejlighed kunde staa som Bonde ved sine
Stands-fællers Side, men forøvrigt var det jo ikke saa
underligt, om de andre Bønder nu og da skoftiserede
over den sære Poet. i Forleden — hedder det
saaledes i et Brev af 29. Aug. 1832 — spurgte en
af mine Naboer mig, om det var sandt, at Kongen
havde gjort mig til »Trompeter ved Hoppegisterne,
og da jeg svarede Ja og tilføjede, at jeg derfor
maatte lade mit Skjæg voxe, undrede han sig over,
at jeg ikke var bleven Præst i mine Dage, da han
havde hort, at jeg var boglærd. En Skjælm, kan
jeg vide, maa have fortalt ham noget om mit
Famulusseskab og maaske ansat mig ved Hoboisterne.
Dette lettede betydelig, og naar jeg næste Gang
farer ud paa Æventyr, vil jeg tage min Nabo med
som min Sancho Pansa. ■•
Brevet ender ret fornøjeligt: «Med Penge er
jeg vel forsynet; dog vil Kassen, som idelig maa
give ud, nok faa Svindsot om nogen Tid; saa tage
vi til vore Kapitaler og leve lystig, saa længe vi
have en Skilling; dernæst tigge vi og spille op paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
