Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 7. 16. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze - En Sprogmand, af J. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
Ogsaa en anden Soraner kom paa denne Tid
Bredahl ul Hjælp. I Fædrelandet Nr. 250 for 16.
Avg. 1840 skrev C. Hauch en vann og smuk
Anmeldelse af de Dram. Scener (optrykt i Æsth.
Afhandlinger og Recensioner 1861), der ender med
at fremhæve det bedrøvelige i, at denne mandige
Sjæl med en saa rig Indholdsfylde i den senere
Tid, nedtrykt af Kummer og Næringssorger, har
maattet forsømme at uddanne det rige Indre,
hvorfra slige Toner fremstrommede -. Hauch gjør
udtrykkelig opmærksom paa, at Forfatteren er ham
personlig aldeles ubekjendt — mærkeligt nok iøvrigt
—, og i et Brev til E. Collin skriver Bredahl ligeledes
d. 13. Marts 1841: For nogen Tid siden har Prof.
Hauch (mig hidtil personlig ubekjendt) i et Nr. af
Bladet Fædrelandet« anmeldt bemeldte Scener.
Skjønt denne Anmeldelse ikke er ufordelagtig for det
anmeldte, har den dog ikke bidraget noget til dets
Afsætning.
Bredahl maatte derfor atter og atter gribe til
»Tiggerbrevene -, som alle gaa paa den gamle Melodi ,
og Ingemann trættedes aldrig ved at være
Mellemmand mellem ham og Collinerne, saa lidt som ved
selv at komme ham til Hjælp med øjeblikkelige
Smaalaan og deslige. Et Brev fra Jan. 1842 bringer
endogsaa en »Tak for de to Specier! I Morgen
farer den ene i vor Degn, den anden i vor Præst —
dog vil jeg ikke dermed sige, at Fanden tager begge
Skillingerne.
Af et Brev fra Ingemann, Novbr. 1844, til
daværende Justitsraad E. Collin fremgaar det, at
Bredahl aarlig maatte ansøge Naades-Sekretariatet om
sit ovennævnte Gratiale paa 100 Rdr., ligesom man
ogsaa i adskillige Aar ved private Sammenskud
har sendt ham en lille Understøttelse hvert Nytaar.
Desuagtet er hans Stilling lige beklagelig, og man
vil derfor soge at skaffe ham den saakaldte
Digtergage, 300—400 Kr., som er bleven flere uformuende
Digtere uden Embedsstilling til Del . Til at skrive
Ansøgninger for sig selv, siger Ingemann, er Bredahl
kun at formaa, naar Trangen er størst, og det vilde
derfor være en stor Velgjerning, om Collin kunde
udvirke den ønskede Understøttelse som et Afdrag
af Nationens Gjæld til denne nu vel kun lidet
bemærkede, men i vor Literaturhistorie mærkelige
Mand . — Et Brev af 20. Maj 1845 fra Bredahl selv
til E. Collin melder Udfaldet: Sidstafvigte 14.
April kom en Evangelist med Stav i Haand herud
til min Herreborg (som desværre er gammel nok til
være brøstfældig, ligesom Borgherren, men for ung
til at være berømt ved sin Ælde). Evangelisten var
Professor Ingemann, men Evangeliet, han forkyndte
mig, kom fra Justitsraad Edvard Collin. < — En senere
Optegnelse af E. Collin lyder paa, at Bredahl dog
kun har 250 Rdr. om Aaret, som er anviste i 1849
med 62 Rdr. 48 S. kvartaliter paa Ringsted Amtstue.
— Lige til Digterens sidste Leveaar kan man
forøvrigt af bevarede Breve følge de trofaste Venners
Bestræbelser for hans Ve og Vel. Se saaledes endnu
i Ingemanns Brevsamling S. 455 en varm Tak fra
Bredahl i Jan. 1851, eller følgende Ord fra Septbr.
1849 i et utrykt Brev til E. Collin: Spørger nogen
mig: Hvem har holdt Hovedet op paa dig og din
Landsbymusa, saa at 1 endnu ikke har sunget eders
Svanesang og taget Bekymringen for eders efterladte
med eder i Graven?« saa svarer jeg: Det har vi
fornemmelig Edvard Collin og hans Fader at
takke for.
Digteren havde virkelig endnu ikke sunget sin
Svanesang. Fra Tid til anden stræber han
ufortrøden i Fyrrerne at vriste en Smule literær Lykke
ud af sin gjenstridige Skæbnes Haand, og først da
Piberne en Decemberaften 1849 havde hilst ham
velkommen paa den Skueplads, han i saa mange
Aar havde higet efter at betræde, slukker Poeten
Ilden paa sin Arne. Bonden havde endnu et tungt
og trangt Stykke Livsvej at vandre.
(Sluius.j
En „Sprogmand".
Af j. m.
Hr. T. Weber har opfordret os til at meddele vore L%sere, at
han i Anledning af I iolbergfesten agter at udgive en Oversættelse
af »Erasmus Montanus«, og at hele den eventuelle Brutto-Indtægt
skal tilfalde Fonden for Kristiansborgs Cjenopforelse. Uden denne
Opfordring fra Hr. W. til at gjöre Reklame for ham. skulde jeg
tkke have ofret en Linje af • Hjemme og Ude« paa ham eller
værdiget hans Oversættelse paa Engelsk af »Den politiske
Kande-staber* et Ord; men da Hr. Weber tneil en virkelig
beundringsværdig Energi forstaar at faa sine Makværker drøftede, ja endogsaa
at faa Polemiker rejste om dem, og da han skjælder samtlige sine
Anmeldere Huden ruld (især i Inserater i Dagens Nyheder- . skal
dog ogsaa jeg gjöre mit til at faa Hr. Webers Ovcrsættelsesskandale
standset, og skjoni det egentlig ligger under et æsthetisk Ugeblads
Omraade at beskæftige sig med den Slags Produktion paa anden
end humoristisk Maade, vil jeg dog af Hensyn tilde Forfattere (Ibsen,
Holberg, Hostrup), hvis Værker Hr. \V. tilsoler med de elendigste
Sprogfejls Uhumskheder, ganske alvorligt sige, hvilken Mening
enhver, der har det allerringeste Kjendskab til det engelske Sprog,
maa have om Hr. W.’s Oversættelser. Og her kan slet ikke være
Tale om forskjellige Opfattelser; her kan kun være én Mening,
nemlig at denne »Sprogmand« er en Ignorant, og at hans
Oversættelser er det værste Sludder, der kan præsteres paa Guds grønne Jord.
Hr. Weber er en Rcklamehelt. Man kan vanskeligt undgaa
at folge hans Lobebane, og det er ganske morsomt. For nogle
Aar siden hjemsøgte han Skolerne og plagede de engelske Lærere
for at faa dem til at indfore en tarvelig engelsk Læsebog, til hvilken
han havde forfærdiget et Glossarium, i Stedet for de meget bragelige
almindelige Boger. Alle de engelske Lærere var nogle Idioter,
alle Bøgerne ubrugelige, nej, haus var noget helt andet. Naa. der
var kun faa, der bed paa den Krog. og de, der gjorde det, fortrød
det. Dernæst flk han efter gjentagne Anmodninger*)
Kultusministeriet til at anbefale cn af ham selv forfattet Bog. Folk er jo
godmodige. Den nxslc Reklame var en skandaløs Oversættelse af
»Et Dukkehjem c. Dernæst berigedes den engelske Literatur med
Hostrups »Eva«. Nu benyttes Holbergt’estcn med en Gjengivelse
af »Den politiske Kandestøber«, og til Slotsbrandens øvrige Ulykker
skal føjes en Oversættelse paa webersk Engelsk af »Erasmus
•) Den ministerielle Skrivelse, med hvilken Hr. W. gjorde Reklame fer Bogen
i Avertissementer, begyndte omtrent saaledes ’Paa Der« gjentagne
Ansøgning undlader Ministeriet ikke o. t. V. Det var i alt Fald nojet ligw-nde.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
