Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 8. 23. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
Sted (se »Stillestandsmændene« i Fra Fyrrerne I.,
S. 264—65) vist, hvorledes dette lille Skrift indgaar
som et — ganske vist af selve Tiden overset — Led
i den lange Kjæde af de gamle Stilstandsmænds
Kontra-Opposition imod det daværende unge
Danmarks politiske Opposition. Det vil ikke overraske
nogen her, at saa radikal Bredahl end er i religios
Henseende, saa politisk konservativ viser han sig
Hvad her er og hvad her ikke er.
fugen Penge, ingen Orden,
ingen Jomfrudom paa Joftlcn.
Fnikcnnavn vil alle bære,
ingen Mo vil Jomfru varre,
ingen Muller bloi Madam,
alt vil gjöre Brask og Bram.
hvert et intet være broget,
bære dit "g dat paa Skroget —
nok af Nykker, nok af Naader.
nok af l »riller, nok af Graad,
nolt af -maa og «tore Raader,
nok af 11 -plotte flaader,
men, de-vær’, fnr lidt af T)aad.
C. B.
Jeg griljer Lejligheden til ol bemærke, at der dog saa
tidlig som 1S10 findes et trykt Digt af Bredahl. Dette, der
dog utvivlsomt er meget enestaaende, findes i Tillægel til den
Danske Statstidende •. Nr. 104, 14. Decbr. 1S10. I)et bærer
Overskriften: Ved min Faders Grav , og de 3 sidste Vers
lyde saaledes:
Men ved dm Ijnvlioj vil jeg kitæ’c.
om Skatte bede «kal tnin Sjæl
om Kraft til Dyd det Eftermæle
-at jeg som du har handlet vel .
Og ved din Gravhoj vil jeg lært
at Nøjsomhed gjor lykkelig.
Om (’.uld r kal cj mit Onske være
en Mundfttld Jord er nok til mig.
Algodheds Stemme fru det hnjc
har brudt dit Mulm med stærke Raab:
.. Grav! du Slur for Stuvet» øje,
men ikke Grænsen for det* Haab.
Christian Bredahl.
Følgende to hidtil utrykte Digte (der for nylig ere blevne
fremdragne i Sorø Amtstidende«) bør ogsaa bevares. Det
sidste er ikke mindst karakteristisk for Digteren.
Byd mig at vandre til den frosne Pol
og «likke der, hvor Zetnblas Vinde sjunge.
byd mig at «melte i den hede Sol,
hvor Brul paa Brol af Sahras l»ivcr runge,
byd, at jeg skal mig Hikke,
byd mig. Furgift at drikke.
byd, at jeg mig skal «tyrte i min Grav,
ag du skal se, der bliver intet. af. ;
Befal mig saa at sige, hvad det er,
som Tanken paa tin Vej vil gjerne (inde,
befal mit Hjærte dig at have kjær,
at nævne dlg »in kjæreste Veninde,
byd. jeg for mindste Brude
med tusend Kys skal bode
og altid elske dig, min Hjærtcnskjærc.
saa skal du se, hvor lydig jeg skal rære.
Op, Sangu Klokker ved St. Elses Kirke!
Ind. Faar, paa Sti 1 Br,»!, Oxe, i dit Klover’
Op, Famiilu*’ Sankt Peders Fedestlid I
Ryggen for Bigot og Tufertafcr’
1 I »ag «kal hin, i Morgen denne præke
Afsted? De flojtel Sc, dit Herskab vinker!
Op, Famuhiscli!! Ring Hjorilen sammen ’
Op, Lus i Kirkens lune Faarcpels’
Hæng Særken, Kjætter, hojt om Klerkens Skulder I
Skrab ud for Kieresiet, Luscmand ’
Snap Sulet, Koter! æd og tud dit: Amen!
Farvel, du Kyhlams Sangfugl! Held og Lykke !
Nu har din Musa gjort sit Mener.lykke ’
ogsaa. Han undersøger det paa Dagsordenen staaende
Spørgsmaal, ln ilken Regeringsform der er den bedste,
og skjont han snakker en Del frem og tilbage, synes
han dog nærmest at ville holde paa
Eneherskerstaven . Iblandt tie meget smukke Digte, der findes
i Pjecen, handle ogsaa de to sidste om Frederik VI.
og Christian VIII.
Der er noget rørende i at se denne enlige Aand
saaledes kaste sig imod Strømmen, han. der i sit
daglige Liv havde ondt nok for at holde sig selv og
sine oven Vande, men ogsaa hans Kreve fra disse og
de efterfølgende Aar vidne om den levende Interesse,
hvormed han — skjønt i alle Henseender paa Afstand
— fulgte Tidens Bev«ægelser. I et Brev fra Novbr.
1841 til E. Collin skildrer han med levende Uvilje,
hvorledes en Slump saakaldte hellige sætter Egnen
Fluer i Hovedet — men dette er nu Mad for
Tidsaanden Mons, og af denne Spillengudelig love mange
sig et godt Udbytte, baade her og hisset — og ti
Aar senere faa Mormonerne et ikke mindre hvast
Skudsmaal, idet han i et Brev til Ingemann (Samlingen
S. 461) kalder dem »Bundfaldet af det væmmelige i
Trosrøret i det 19de Aarhundrede efter Kristi Fødsel .
Nu og da sender han ogsaa begge Venner sin politiske
Trosbekjenddse. Et Far Brudstykker af de utrykte
Breve til Collin ville her v.ære paa deres Plads.
Paralleler findes i Ingemanns Brevsamling og i
Brevene paa det kgl. Bibliothek.— Nu da , hedder
det saaledes i et Brev af S. April 1S48; nu have
vi da — gid jeg sige det i en god Stund! — nu
have vi da faaet: Trykkefrihed, Skrivefrihed,
Talefrihed, Snakkefrihed, item: nye ansvarlige Ministre og
en Konstitution. Nu, i alle gode Geniers Navn da!
Nu ville alle Danevangs Sangersker og Sangere —
være sig fornemme eller ringe, smaa eller store,
højtflyvende eller lavtfiagrende — slaa, klukke, fløjte,
kvidre, kvække, kort: hver synge med sit Næb, mçn
alle til sammen — selv de forhen mest antiliberale
— til Liberalismens I’ris, og Danevang skal fyldes
ined huldsalig Klang fra alle mulige Harper, være
sig gyldne eller ikkcgyldne, stemte eller ustemte,
bestrængede eller strængeløse; men jeg, som ikke
har nogen Harpe og aldrig har havt nogen, vil gnide
paa Fiolen af yderste Formue — Hurra! — kun. at
jeg ikke dejser af forinden; thi Udsigterne til Liv
ere ikke synderlig lyse." — Før har Censuren forekom
met ham strængere end til Husbehov, men nu kunne
vi, enhver paa sin Vis, ramse op af vore politiske
Stokfiske for alt, hvad der vil være saa skikkeligt at
lade Øre til; nu kunne vi aabne for vore politiske
Sluser og lade Vandstrømmene fraade, syde og
skumme som Vandet af en Tonde, naar man ta’er
Svikken ud. Og han fortsætter derpaa:
Emanci-peres skal nu alt, baade mælende og umælende, saa
sandt ske den ■ Lov og Pris, der vilde skille vor
Almue ved dens Vankundighed, som, efter et Forlob
af atten kristelige Aarhundreder, er baade dybere og
almindeligere, end »Almuevennen vil vide af at sige.
Lad nu nogen formaste sig til at »dutte os; saa skal
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
