Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 8. 23. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
_95
HJEMME
OG UDE.
Nr. 5.
han faa at vide, hvor David kjøbte Øllet! Nu ere
vi vise og højtoplyste nok til at haand tere Statsroret,
og anderledes Karle end hin kyhlamske Parykmager,
som maatte erkjende: «it alt, hv«id han formaaede til
at styre Staffen, var at istandsætte Statsraadets
Parykker. Men, Himlen velsigne Konge. Fædreland
og de end ufødte Slægter med en Konstitution under
en folkelig og selvstændig Konge, vel at mærke; thi
endnu staar jeg, for min atomiske Del. lige saa
haardnakket som nogen Sinde forhen, fast paa det
Dogma i min politiske Stokfisk: a, et absolut Demokrati
er en absolut Uting, om endog et Folk, betragtet
som et intelligent og moralsk Hélt, skal tillægges
Prædikat af Majestæt — i Fald ellers et saadant
Prædikat med Rette kan tilkomme en Masse af
dødelige Væsener, hvis største Del er begavet med
langt mere Kjod end Aand, om end hele Massen
anser sig selv for en Samling af lutter tyske Guder.
Brevet ender saa paa følgende Maade: »Sit
ufordøjede og ufordøjelige Hakkemad propper Rygtet i
os taabelige Bønder, som i vor Enfoldighed tage alt
for gode Varer, men med særdeles Velbehag sluge
alt, hvad der udelukkende er i vor Interesse, f. Ex.
at Kongen vil mage det saa, at de. som nu gaa
med Træsko, herefter skulle komme til at gaa med
Reuserstovler«, item: >at han, naar han faar tugtet
Holstenerne, först vil nedbryde sit eget Slot, dernæst:
rive alle Herregaarde ned og udstykke Jorden til
Bønder« o. s. v. Disse Godtfolk ere, tilforladelig,
noksom destruerende, af seynsollende Statsstyrere at
være! I deres L.ithani, i den ny P-Salmebog,
Orthodoxien er svanger med, maa indføres : O sancte
Sancho Panza, ora pro nobis!
1 et Brev fra 20. Septbr, s. A. kommer han
atter tilbage til Tidens »hippodromisk-demokratiske
Anskuelser«, nu da en Magt, som ikke kan styre sig
selv, skal holde Styr paa Staten, hvis Ben ville
komme til at gaa uendelig hurtigere end tyske
Trommestikker, dersom den skal danse efter den
forvirrede Lyd af Interessernes Piber. Hvis »vi
Bonder«, siger han, ikke ville lade det bero ved at
passe vor Dont, men, qua Cincinnater. se vore
Møg-grebe forvandlede til Sceptre, hvis enhver vil styre
og give Love, som ingen vil adlyde, da ville de fixe
Ideer om Frihed og Lighed« — et Par spøgende
Lygtemænd paa denne Side Graven — komme til
at grassere og gjöre Folket elievildt i Danmarks
Vang og Vænge«. Han giver derpaa følgende lille
Tidsbillede fra Valgkampagnen i Efteraaret 1848:
Til et Prøvevalg i Sorø indstillede sig tre
Valgkandidater, nemlig Pastor Kierkegaard, Lektor Mundt
og en vis (jeg tror Arvefæster) Lyder eller Lyders.
De to første holdt hver sin Tale om sin Anskuelse
af det fortrinligste til Statens Tarv. Pastorens
Anskuelse^ var ikke fjendtligsindet mod Tienden og
Privileger, men havde et Ilorn i Siden paa
Tokammersystemet; thi Manden er orthodox i højeste
Potens, og en saadan Orthodoxi vil ikke vide af
Opposition at sige. Imidlertid fik han de fleste
Stemmer af sine egne og en Nabopræsts Sognemænd.
som (sige Kjætterne) vare stemte i Forvejen dog
nogle (som ventelig gjorde sig en Slags
Betænkelighed ved Talerens »Anskuelse« af Tiende og
»privilegeret Hartkorn *, thi om Tokammersystemet
og det absolute Veto havde de intet Begreb) listede
sig bort for Afstemningen, for ikke at komme i
-Filten« (Opposition) med Præsten. Mundt (som har
ladet sin Anskuelse« trykke) holdt fast paa det
»absolute Veto- og paa -Tokammersystemet , men
vilde ikke vide af Privileger at sige. Han fik de
færrestes, men dog næppe de mindre selvstændiges.
Stemmer. Lyders blev borte baade med sin Person
og sin Anskuelse . Han er (gaar Rygtet) en
Hip-podromets Mand og har. ved Trylleri af gyldne
Lofter og Finkel over en lav Sko, faaet en Slump,
især Husmænd, til at hippodromisere, og ved en,
efter nogles Forslag antagen, gjentagen Afstemning
fik hans Parti en Tilvæxt af en Snes Jabrodre, som
havde- forsinket sig ved at suppe sig fast i Kroen.
Af Distriktets Vælgere mødte kun en forholdsmæssig
ringe Del, saa «it dette Prøvevalg ikke har stort at
betyde. — Man vil se, at Bredahl, ligesom saa
mange af de andre store gamle den Gang, Sibbern
f. Ex., ikke nærede særlig venlige Følelser for Tidens
politiske Kandestøberi . Hans Demokratisme var af
en mere abstrakt og universel Art, og han
manglede øjensynlig Blikket for, at hvor mange og store
Mangler det nys begyndte Arbejde i Frihedens Tjeneste
end maatte have, saa gjorde Land og Folk dog
nu et stort og betydningsfuldt Fremskridt.
Karakteristisk for ham og hans Meningsfæller — og der
var den Gang ikke saa faa af disse — ender derfor
ogsaa Brevet saaledes: »Maatte kun de nye Styrere,
inden de plante Friheds- og Ligheds-Banneret paa
det gamles nedtrampede Grav, bekomme Evne og
Vilje til at styre sig selv, udsove deres demokratiske
Rus og agte, om ikke paa de henfarne Tiders, saa
dog paa Nutidens advarende Exempler og lytte til
de betrængtes Jammerskrig fra »Frihedens og
Lighedens Pauluner, rejste med blodige Hænder paa
Dynger af Landsmænds Lig!
— I sin æsthetiske Aarbog Gæa for 1846 giver
P. L. Moller en smuk Skildring af Bredahls Person
og Hjem fra disse Aar. Det er i den bekjendte
Korpusfeuilleton F.t Besøg i Sorø-, der bl. a. lik
saa afgjørende Folger for M. Goldschmidt og
Korsaren (se Fra Fyrrerne 11., S. 291 (i’.), at Moller
fortæller, hvorledes han, for at udtomme den soranske
Berømmelse til sidste Draabe, o^saa udstrækker sin
Pilgrimsvandring til Damsgaard. Ligesom baade
Cincinnatus modtog Diktatorværdigheden og Kong
Pjast den polske Kongekrone bag Ploven, traf Mallers
Hilsen fra danske Muser Bredahl i Færd med at
fodre sine Heste. Det var ingenlunde, saaledes som
man havde skildret ham for Møller, en mørk
Misanthrop, der unddrog sig det nærværende og
fornægtede sin Ungdoms Sympathier. Tværtimod viste
han sig at hylde filanthropisk-rationalistiske Anskuelser,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
