Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 8. 23. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
_97
HJEMME
OG UDE.
Nr. 5.
var kjendt af Literatorer og enkelte andre. >Berlingske
Tidende, finder dog, at Stykket bærer alt for
tydelige Spor af den seneste Tids politiske Debatter, saa
at man, trods de middelalderlige Kostumer og Vaaben,
ofte uvilkaarlig kom til at mindes det Program, som
en Kandidat til en eller anden Folkerepræsentation
i de Dage lod trykke i Aviserne eller selv paa
Valgdagen udtalte.
En lignende Anke, om man vil kalde det saa,
fremsattes afM. Goldschmidt i >Nord og Syd. (III.,
1850, S. 24 ff.) i en Anmeldelse, som overhovedet horer
tii det bedste, der er skrevet om Bredahl og hans
Digtning. Goldschmidt kalder Bredahl for de danske
Digteres Cincinnatus, med Undtagelse af, at han ikke
sejrer, og nævner som Grunden, hvorfor han ikke
sejrer, at han alt for meget er Cincinnatus. Den
stolte Romer, der blev kaldet til Diktator, bevarede
paa sin hoje Plads en Erindring, der skulde have
forladt ham ved Dørtærskelen. Hos Bredahl — siger
Goldschmidt — fremtræder det ikke som en personlig
Mellemregning, han fører ind i Digtekunsten, men i
hans tragiske Poesi foler man uvilkaarlig en Polemik;
hans Genius, der drager frem til Tragediens
sædvanlige Kamp, nemlig for det almindelige og evige,
skaber sig et dobbelt Formaal og kæmper samtidig
mod Tilstande i Tiden og Øjeblikket. Bredahl har
altid forekommet Goldschmidt som en demokratisk
Digter; men stoltere og strængere og i visse Maader
langt radikalere end de demokratiske Politikere, følte
han Tidens Elendighed dybere end de; i hans
Misfornøjelse og Utilfredshed var det hans eneste, barske
Trøst at lade dens Fejl og Synder glide med ind i hans
poetiske Tankefostre, optræde mod hinanden, kæmpe
og gaa til Grunde. Han er ikke, som Shakespeare
og andre store Tragikere, trods sin Lighed med dem,
en glad Digter. Særlig er den mørke Tragedie, nu
i 1849, kommet for sent. .Nu — ender
Anmeldelsen — ere Tiderne forandrede; de bære vel
Lidelser og Kampe i sig, der ogsaa kjendes i
Literaturen, men her er kommet frisk Luft, alle have
Haab. En Byrde vil nu ogsaa være taget af den
her omtalte Digters Sind r , og skjønt Befrielsen er
kommen sildig, saa er han dog — haabe vi — endnu
ikke for gammel til unge Sejre.
Den gamle Digter skulde virkelig i sit Livs sene
Aften opleve nye Sejre, men det var rigtignok
nærmest en anden, der vandt dem for ham. F. L.
Liebenberg, der havde kjendt og elsket de Dram.
Scener , saa længe de havde existeret, havde i sit
Exemplar, der ofte brugtes af ham til Oplæsning i
Vennekredse, stræbt at raade Bod paa den formlose
Brede ved Indstregning af de talrige Udvæxter. I
Begyndelsen af Halvtredserne lik han nu den Tanke
at forsøge, 0111 han kunde faa Værket trykt i denne
forkortede Skikkelse. Han gjennemgik Forkortelsen
paa ny og med større Omhu. Hostrup læste og
billigede den, han drog ned til Ingemann i Sorø,
vandt ham for Planen og lik en skriftlig Anbefaling
fra ham med over til Bredahl paa den anden Side
Soen. Da han nogle Dage efter kom der igjen, havde
Bredahl læst Forkortelsen og gik ubetinget ind paa
Forslaget; han glædede sig ved Tanken om at se
sit Værk opnaa en større Popularitet, ligesom han
ogsaa højlig trængte til den Indtægt, Liebenberg
haabede at kunne skaffe ham i Honorar.
Forhaab-ningeme slog ikke fejl. Samfundet til den danske
Literaturs Fremme paatogsig i 1855 Forlaget, i Folge en
af C. Hauch, Fr. Paludan-Müller og J. M. Thiele
afgivet Komité-Betænkning, de tre Bind bleve smukt
udstyrede — med sidste Bind fulgte Vermehrens
Portræt af Bredahl — og den gamle Digter fik
1600 Rdl. i Honorar. Liebenberg satte ikke engang
sit Navn paa Værket som Udgiver, skjønt han i et
og alt besørgede hele Arbejdet alene. Den nye
Udgave, der altsaa snarere er et Omtryk end et
Optryk — idet det oprindelige Omfang er forkortet
med en Tredjedel, fra 77l/a Ark til 54 —hørerikke
til Liebenbergs mindste literære Fortjenester. For
förste Gang bleve nu de Dram. Scener læste i
videre Kredse, og Bredahl og hans Hovedværk kom
endelig til at indtage deres berettigede Plads i vor
Literatur*). — Kun en Anmeldelse i Flyveposten
synes at have været uvenlig. I det mindste skriver
Bredahl i det sidste foreliggende Brev fra ham til
E. Collin, Novbr. 1S55, følgende: Flyveposten
(ellers venligsindet mod det fuskeragtige) har udstodt
sit Anathema over Dram. Scener , gjort kritisk Kaal
paa hele Klatten og sparket min Musa ud i det
yderste Morke til Graad og Tænders Gnidsel.
Redaktørerne har svoret min Undergang — svoret ved
alle Skoploke, Rokkehoveder og Toldbodrotter i
Kristenheden. En saadan Dom staar fast, som
Dovre-fjæld, og jeg er uden Redning forloren. Brevet, der
viser, at den 71 aarige Digter endnu har bevaret sit
gamle hvasse Vid, ender med, at den bedrøvelige
Tidende dog ikke har gjort Kaal paa ham.
Det sidste Brev fra Bredahl til Ingemann er fra
Jan. 1854. Han fortæller bl. a. deri, at hans to
ovenfor omtalte gamle Heste dog ikke overlevede
ham. De døde, siger han, for en Kugle, en
ridderlig Dod paa en Maade . Hans nve Ralliker har
kostet ham 200 Rdl., som dog endnu ikke er
betalte . Han havde villet give Prangeren sin Musa
•) I et Brev til Ingemann (sc >111. Tidende 1S69—70 S. 164)
skriver Hauch: ijcg har i denne Titl hart meget at gjøre
med Bredahls Digte. Liebenberg har foreslaaei ai udgive dem
med nogle Forkortelser, og jeg skal da tillige med et Par andre
afgive Betænkning om, hvor vidt Forkortelserne ere rigtige.
I det hele ere ile vist meget passende, men paa nogle Steder
er efter mine Tanker noget al" den malmfulde Diktion laget
bort, som jeg gjærne vilde frelse. Det er jo ikke ved det
ydre Stof, eller ved zirlig Fonn, at Bredahl udmærker sig.
men ved den aandelige Gehalt og Rigdom, ved det, der vilde
gribe Sjælen, selv hvor all det tekniske var forsømt, ved det,
der gjør Digteren til Digter med andre Ord, eftersom det er
dei, som egenlig har sit Udspring i Sjælens Dyb. Dette maa
fremfor alt skaanes, ikke et Jota maa her lages bort, og
derfor tænker jeg da at kæmpe efter Evne.« — Hauch sendte
imidlertid Liebenberg kun iS smaa Bemærkninger, af hvilke
de 6 bleve fulgte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
