Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 8. 23. November 1884 - Borchsenius, Otto. Et Par Blade af Christian Hviid Bredahls Bondekrønnike. Literær Skizze
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 8.
HJEMME OG UDE.
ioo
og hans Samtale robede en klar Aand, livlig
Tankebevægelse og levende Interesse for Literatur og Kunst.
Moller, hvem Bredahl modtog med Landboerens
Gjæstfrihed og med Digterens Aabenhed og Varme,
siger, at den gamles kraftige Skikkelse vel var bøjet
af Tiden og af et gammelt rhevmatisk Onde, men
Panden var høj og ædel og saa nok ud til at have
undfanget hine mægtige Fantasibilleder, hine
grandiose og glødende Skildringer, hin mandig-djærve
Veltalenhed, hvori et stort Menneskehjærte synes at
omfatte Universets Glæde og Smerte«. Det hedder
endvidere, at der i Bredahls Tale jænlig gnistrede
Glimt af det særegne Vid og Humor, der kjendes
fra hans Værker, og P. L. Møller tager heraf en
velkommen Anledning til at gjøre opmærksom paa,
hvorledes der gives to Arter af Vittighed, den lette
zirlige og glat polerede franske og den
burlesk-lune-fulde, men tunge og djærve, som er af engelsk og
nordisk Oprindelse og især kjendt fra Shakespeare og
Sagaerne. Det er; — siger Muller— i Princippet
den samme, som gjenfindes hos Oehlenschläger,
Grundtvig og Bredahl, men den forstaas og yndes i
Almindelighed ikke af vor Tids sippede og raffinerede
Slægt. — Naar Møller derimod udkaster en lille
Landsby-Idyl af Bredahls Liv, saa er dette, som vi
have set, just ikke i stor Overensstemmelse med de
virkelige Forhold. De landlige Sysler i denne
> Natur af formildende og rolig Skjønhed ,
Rosenhaven udenfor Vinduet o. s. fr. har Bredahl selv,
skal man dømme efter hans Breve, næppe omtalt
med synderlig Begejstring. Det giver et sandere
Billede af Digterens Liv, naar Møller derpaa skildrer,
hvorledes Bredahl i sin Vinterstue har digtet og
nedskrevet adskillige af de skjønneste Scener i sine
Dramer, medens Børnene og Tyendet sladrede og
støjede ved den modsatte Bordende. —• I »Sorø
Amtstidende , Nr. 268, for 17. Novbr. 1884, har nu
Bredahls Svigersøn, Søren Jensen, den ovenfor berørte
nuværende Ejer af Damsgaard, fortalt adskillige
karakteristiske Træk fra sit Samliv med Bredahl«.
Han gik som Barn i Borød Skole, hvor han enkelte
Gange saa Bredahl og hørte ham da omtale som en
meget stræng Mand. Det var ogsaa kun et Par af
de modigste Drenge, der turde snige sig forbi hans
Gaard og tage nogle af de Æbler, der faldt fra
Træerne og uden for Gærdet paa hans Mark. Senere
kom Søren Jensen til Bredahl som hans Tjenestekarl,
og fra denne sin Karletid fortæller han bl. a.,
hvorledes han om Aftenen sad inde i Stuen hos Bredahl
og den øvrige Familie tillige med begge Piger og
Drengen — vi havde ellers Borgestuen at spise i,
hvor min og Drengens Seng stod tillige med vort
Tøj. Bredahl sad og røg Tobak, drak lidt af en
Kop The, som han havde staaende paa Kakkelovnen,
og fortalte, hvad han havde oplevet, og sagde ofte,
hvad det betød paa andre Sprog, som vi jo slet ikke
forstod, nemlig Græsk og Latin. Han fortalte ofte
Jagthistorier. — — Han sang enkelte Gange om
Aftenen, og fortalte da, hvorledes han kunde over-
døve alle, naar han kom i Pedersborg Kirke; men
det var ogsaa en stærk Røst, han havde endnu i sin
høje Alder. — — Bredahl var da og vedblev for
mig at være en højt elsket Mand, som var særdeles
god at omgaas. Men kom han Folk i Tale, der
vilde gjøre Uret eller andre Skarnsstreger, saa tog
han som oftest noget strængt paa Vej mod dem.
Der kom jo meget sjældent fremmede: men naar
der en enkelt Gang kom nogen, selv en Bondemand,
som han syntes var fornuftig at tale med. da kunde
han blive helt livlig og glad derved; ikke at tale om,
naar Ingemann kom, saa kunde jeg mærke, at der
var noget stort paa Færde; men dette skete kun et
Par Gange om Aaret. Jeg fik nu Boger at læse i,
navnlig af Ingemanns, som interesserede mig meget.
Undertiden maatte jeg saa læse højt, og naar jeg,
som ikke var meget øvet deri, saa sagde nogle Ord
rent forkert, saa morede det Bredahl, saa han lo højt
deraf, og saa rettede han paa mig.*)
P. L. Møller omtaler ogsaa, hvorledes Bredahl
har en betydelig Mængde Manuskripter liggende,
deriblandt en Række nye Dramer, og det er ikke
usandsynligt, at det var ham, der skaffede Bredahl
en Forlægger til Dramaet Sultan MaJimuds
Pil-griinsgang«, der udkom i 1847. Selv optog Moller
i den nævnte Aargang af Gæa en Række
Fragmenter af 4de og 5 te Akt af Bredahls Tragedie
Sokrates«.
Bredahl skulde ogsaa erfare, at J. L. Heiberg
dog ikke var saa slem, som han saa ofte havde troet.
I et Brev af 18. Marts 1848 skriver han til E. Collin,
at han har fulgt dennes Raad om ubetinget at gaa
ind paa Prof. Heibergs Ideer angaaende Forandringer
i Stykket Knud Svendsøn«, og tilføjer: Heiberg
lod det ikke bero ved at slette ud, hvad han ansaa
misligt for Scenens Tarv; han hjalp mig til Rette i
andre Henseender, kort: jeg maa beklage, at jeg ikke
har henvendt mig til ham forlængesiden.« — Knud
Svendsont gik første Gang over Scenen den 29de
December 1849 (anden og sidste Gang nogle Aftener
efter), men gjorde efter Datidens Presse og Overskous
Theaterhistorie saa ringe Lykke, at nogle Parterrister
endogsaa turde tillade sig den Ubluhed, med Piben at
opponere imod det tarvelige Bifald, som ved Stykkets
Slutninggaves af Agtelse for den gamle Digter. —Pressen
behandlede Tragedien med betydelig større
Hensynsfuldhed. . Kjøbenhavnsposten glædede sig over, at
Kejser Glomers Digter endelig var kommet paa
Scenen, fordi det gav Haab om, at en af Ilandets
genialeste og mærkværdigste Forfattere nu vilde
udtræde af den uforskyldte Dunkelhed, hvori han kun
*■) Meddeleren af disse Optegnelser, Hr. 11. Jensen, tilføjer følgende:
»Søren Jensen kom til Bredahl som hans Tjenestekarl og endte
som hans Svigerson. .Kgteskabet mellem ham og Bredahls
Dutter var lykkeligt, men desværre kun kortvarigt, idet Duden
skilte dem fra hinanden. Søren Jensen har ikke giftet sig
siden, lin Datter er traadt i Moderens Sted. Endnu er
Damsgaartlen et Sted. hvor literære Interesser ikke ere glemte;
og over alt, hvad der vedrører den gamle Svigerfader- Minde,
vaage* der med sønlig Kjærlighed.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
