Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nr. 9. 30. November 1884 - Schandorph, S. De tre Fuldmægtige. Fortælling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nr. 9. HJEMME
Vild som en Hjort om Efteraaret lynede Klein
hen over det gyngende Gulvs tynde, nyvaskede
Bræder. lige bus paa den Dør, Stam nys var
forsvunden igjennem. Tonerne klang nu tydeligere og
stærkere ned ad en temmelig smal Trappe, der viste
sig lige for hans Øjne. l’den Plan tog han tre Trin
ad Gangen og mere sprang end lob op ad den. Han
naaede en halvmork Korridor, som ved den bratte
Overgang fra det stærke Lys nede i Spisesalen blev
helmork. Gjennem utætte Dørfyldninger paa begge
Sider tittede hvide Lysstriber ud. De gjorde Klem
end mere fortumlet. Klaveret larmede som en Tromme,
mens en Mands- og Kvindestemme afvexlende sang:
llun
Nit vel, lal du kun frit.
Han:
Den Skulder har ej sin Lige
nej — og dog —
I Inn:
Og dog-
I tan:
Dog maa jeg .sige,
endskjønt maaske du ler.
Gudinden, kort og godt — jeg dog beiindred mer.
Hun:
Saa Venus overtraf mig"-
Han:
O nej!
Men Skjønhed er ikke nok, der maa lidt Omhed til.
Se, det forstoti hun godt.
Gudinden saa lage;
hun tillod mig at tnge
tre, firv Kys.
f lun:
Pilt Kys?
Iler afbrødes Sangen af Latter og en materiel
Illustration til Texten.
Klem havde hidtil lyttet med Henrykkelse. Han
gjenkjendte fra Gaarsaftenen denne klarinetsnøvlende
Bilyd i Sopranstemmen og den sagte Snorken i
Pavscrne. Hvad Prins Paris sang. forekom ham
noget fremmed, men han havde ikke Tid eller Lyst
til at tænke videre derover.
Men sig selv ubevidst var han rykket Døren
nærmere med faa og forsigtige Skridt, delt mellem
erotisk Lidenskab og sin naturlige Rationalisme. Og
medens han lyttede til Duetten:
Maanen sig h.ever,
Dagen .-lutter,
stødte lutn paa noget, der var for blodt til at være
en Dørfyldning, og Udbrudet fra dette noget:
— Ih saa gid dog ogsaa . . .
UDE.
overbeviste ham 0111, at hans Ven Stam var
uundgaaelig, og han udbrød:
— Hvad staar du her og glor efter?
Stam svarede:
Du kan faa Klø, hvad Øjeblik du vil. Hvad
vil du her?
Vi banker paa Døren, .sagde Klem.
Vil snærrede Stam.
— Ja, for du er ogsaa ... Du er ogsaa . . .
Ilold Mund! Jeg er ingen Ting. og du er
et Fæ.
— Ja. men jeg banker.
— Ja, men saa bliver du banket.
Nu lød det atter:
Maanen sig hæver,
Dagen slutter.
Natten er skjøn, gjør Sjælen øm.
Nyder da llu\ de glade Minutter.
Lykken er kun en stakket Drøm.
Døren gik op med Brag: om det var Stam eller
Klem, som havde brudt paa, kan ingen, ikke engang
Stam eller Klem selv sige. Men de kom ind
gjennem Doren med en saa uceremoniel Fart, at det saa
ud, som 0111 de vare ved at falde paa Næsen; dog
var Farten ikke stærkere, end at de kunde faa rejst
sig og bukke.
I det ret rummelige Værelse, med de raa, endnu
ikke afpudsede Mure, stod en stor Tospænderseng,
et Bord, et Klaver og faa Rørstole. Krog og den
skjønne Giovannina Hermansen sad foran Klaveret.
1 lun havde en blomsterbroget Kattuns Slaabrok om
sine bedaarende Former, en hæklet Tingest, nærmest
lignende en Antimakassar 0111 sit brune, balstyrige
I Iaar. blodrøde Strømper stukne i et Par røde
Saffiansslæber. Lige foran hende paa Klaviaturets
Diskantsidc, oven paa den gjennembrudte Træhylde
laa et halvt spist Stykke Surbrød med ()xetunge og
Senneji.
Krog sad i Skjorteærmer med opknappet Vest,
men havde en Gaiaskjorte paa, en kalvekrøsagtig
Strimmel lob langs det stramt stivede Bryststykke
og mægtige N’eglemanchetter løb midt ned paa de
rode Hænder.
De Følelser, der vare i Færd med at gjennemlyne
de to andre Fuldmægtige, bleve fangne af en Afleder
i Fonn af en fed Madam, som sad bagved den store
Sengs I Ioveclgjærde foran Vinduet og stoppede paa
et Par lange kjødfarvede Trikothoser. I det ubarm
hjærtige Dagslys saa dette romantisk-intime
Kostume-stykke ikke mere poetisk ud end en sædvanlig
Skaftestrømpe.
— God Morgen! sagde Stan».
— God Morgen! sagde Klem.
(FoasÄtte«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
